Den svenske krone dykker efter meldinger fra Riksbanken

Den svenske krone er blevet svækket torsdag, da investorerne efter dagens rentemøde i Riksbanken må konstatere, at der formentlig vil gå lang tid endnu, før centralbanken begynder at stramme sin pengepolitik.

På rentemødet blev det besluttet at fastholde den ledende rente på minus 0,5 pct., for selv om den økonomiske aktivitet betegnes som stærk, og inflationen er tæt på målet på 2 pct., så er der fortsat behov for en lempelig pengepolitik.

Den svenske krone er efterfølgende blevet svækket cirka 0,5 pct. til 0,7793 kr.

»Der er behov for en fortsat ekspansiv monetær politik, for at inflationen fortsat vil ligge tæt på 2 pct. Derfor valgte bestyrelsen for Riksbanken at holde reporenten uændret på minus 0,5 pct. og ventes som før ikke at hæve den før midten af 2018,« skriver Riksbanken.

Banken tilføjer, at den - som før - om nødvendigt er klar til at implementere yderligere lempelse af pengepolitikken for at stabilisere inflationen og sikre inflationsmålet.

Det lave renteniveau ser banken imidlertid også bidrage til stigende risici koblet til husholdningernes høje og stigende gældsætning. For at udviklingen i svensk økonomi skal blive langsigtet holdbar, mener banken, at der er behov for målrettede tiltag inden for boligpolitik, skattepolitik og makrotilsyn.