Den Jyske Sparekasse kan være på vej på børsen

Den Jyske Sparekasse, der har hovedsæde i Grindsted, mangler penge til den fortsatte drift, og en børsnotering kan være løsningen.

Det skriver banken i sit årsregnskab ifølge Finanswatch.

- Sparekassens fortsatte drift er betinget af, at sparekassen kan fastholde en tilstrækkelig kapitalmæssig dækning i forhold til de gældende regulatoriske krav, skriver banken i sit regnskab ifølge Finanswatch.


Ud over en børsnotering overvejer banken også at løse udfordringerne ved at bruge af sparekassens løbende overskud, sælge sektoraktier eller reducere sine risikovægtede eksponeringer ved for eksempel at sælge organisatoriske enheder.


- Ledelsen arbejder fortsat på at styrke kapitalen. Det er ledelsens opfattelse, at den kapitalmæssige dækning for nærværende er tilstrækkelig, og at det er muligt at styrke kapitalgrundlaget yderligere frem mod udgangen af 2016, hvor den manglende medregning i 2018 af den statslige hybride kapital optaget under Bankpakke II i henhold til kravene skal belaste sparekassens solvensbehov, står der i regnskabet.


Den Jyske Sparekasse vil undersøge de forskellige muligheder i løbet af 2016.


/ritzau/FINANS