Den farlige vej ud af krisen

Den globale økonomi kan kun reddes, hvis regeringerne strammer tøjlerne for løssluppen kredit, skriver økonom Jens Kjær Sørensen i denne kommentar. Han advarer om et nyt boligboom, som igen vil ende med et brag.

Et vist mål af regulering er nødvendigt for at undgå helt ekstreme udsving i økonomien, skrider økonom Jens Kjær Sørensen i denne kommentar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Spencer Platt/AFP

Tiderne skifter. I kapitalismens højborg USA har man indset, at den voldsomme deregulering har været den bærende kraft i skabelsen af den globale recession, som vi i dag gennemlever. Den tidligere Fed-formand og det frie markeds bannerfører Alan Greenspans erkendelser under kongreshøringen i oktober 2008 var en historisk indrømmelse, som har givet tømmermænd i den finansielle sektor verden over. Verdensbankens vicedirektør er senest kommet med udmeldingen om, at man vil være mere fleksibel omkring Washington-konsensus og i stedet tilnærme sig den svenske model fremover.

En periode med deregulering af markederne i 1990erne endte med en lokal boble på boligmarkedet, som ved bristet førte den svenske økonomi i uføre. Her valgte et samlet svensk parlament at nationalisere bankerne på et meget tidligt tidspunkt, for dernæst at ansætte private aktører til at lede bankerne, for afslutningsvist at anvende en bevidst exit-strategi - at sælge bankerne når økonomien igen tillod det. Argumentet om en midlertidig nationalisering af insolvente banker støttes nu af flere fremtrædende økonomer som Alan Greenspan, Nobelprisvinder Paul Krugman og krisespåmand Nouriel Roubini.

Denne svenske løsningsmodel blev dog understøttet af, at krisen var lokal, og at den svenske krone blev devalueret. Med andre ord eksporterede man sig ud af krisen. Denne gang har der været tale om en international deregulering og en global recession, hvilket gør dele af den svenske løsningsmodel umulig.

Boom afløses af et brag

Ved at sætte den økonomiske krise i perspektiv vil man opdage, at USA ikke kun kigger mod Sverige for mulige løsningsmodeller.

Formanden for den amerikanske kongres' overvågningspanel Elizabeth Warren skitserede i The Daily Show den amerikanske økonomi siden 1792. Hun forklarede, at man indtil Den Store Depression løbende havde haft en såkaldt ”boom–bust” økonomi, som er en økonomi baseret på et kunstigt (og ofte politisk skabt) boom i en specifik sektor, som ender i et uundgåeligt "bust". Efter Den Store Depression indførte man et regulatorisk sikkerhedsnet, som igennem 50 år sikrede en langt højere grad af stabilitet i den økonomiske udvikling. Herefter beskrev Elizabeth Warren, hvordan man siden Reagan-årene løbende har fjernet det regulatoriske sikkerhedsnet, hvilket har ført til genopstandelsen af ”boom-bust” økonomien.

Udviklingen bekræftes i The Financial Deregulation Index, som viser at økonomien i dag er langt mere dereguleret end nogensinde tidligere. Dereguleringen har i USA ligesom i Sverige dannet basis for økonomiens udvikling.

Siden 1980erne og særligt efter 1997 har verdensøkonomien været præget af en exceptionelt stor international deregulering med en enorm kreditekspansion i nye finansielle produkter på lånemarkedet. Til sammen har den internationale deregulering, som Elizabeth Warren beskriver, genskabt grobund for ”boom–bust” økonomien.

Den seneste internationale deregulering skabte et lånefinansieret superboom, som igennem en kreditekspansion uden historisk sidestykke skabte store prisstigninger på aktiver. Herunder særligt boliger, da det netop igennem dette aktiv under boomet var relativt nemt at geare sine investeringer med sikkerhed i boligen.

Stort underskud  af indlån

Der er mange ligheder til den danske udvikling, hvor drivkraften til dereguleringen kom fra en kombination af EU initiativer, lobbyisme fra den finansielle sektor og implementeret af skiftende regeringer. Senest eksemplificeret ved indførelsen af de afdragsfrie lån i 2003 og SDO-lovgivningen i 2007. EU havde en målsætning om et harmoniseret internationalt realkreditsystem, hvilket udefra set er inspireret af det amerikanske.

De finansielle nyskabelser gav en række nye produkter med en anderledes risikoprofil end man tidligere havde set. Efterspørgslen efter produkter, som flekslån og afdragsfrie lån har i Danmark været enorm. Med hjælp fra Basel II øgede bankerne deres risikoeksponering eksorbitant, hvilket bedst illustreres ved den finansielle sektors nuværende indlånsunderskud.

Indlånsunderskud, nettogæld til andre kreditinstitutter og obligationsudstedelser, danske pengeinstitutter, 1980-2006:

Kilde: Nationalbanken/Finanstilsynet

Af figuren ses, at indlånsoverskuddet gik fra at have været positivt til at være voldsomt negativt og særligt præget af årene for indførelsen af først flekslån i 1997 og dernæst i særdeleshed efter indførelsen af de afdragsfrie lån i 2003.

En sådan udvikling burde have fået alarmklokkerne til at ringe. Alligevel var det kun få - typisk uafhængige professorer - som advarede mod en lånefinansieret boligprisboble og en potentiel krise. Til trods for selvransagelsen i USA var Økonomi- og Erhvervsministeriet i oktober 2008 ikke af den opfattelse, at det var dereguleringen, der igennem kreditekspansionen skabte husprisboblen. I sin analyse kan ministeriet imidlertid ikke forklare 70 procent af boligprisstigningerne fra fjerde kvartal 2003 til fjerde kvartal 2007.

Den danske model er en mulighed

I USA anvendes fastforrentede lån nu på trods af en stejl rentekurve i 80 procent af finansieringen og måske netop derfor har man vist interesse i den danske realkreditmodel. Dette kommer til udtryk i en analyse publiceret af American Enterprise Institute for Public Policy Research i april 2009.

Interessen for den danske model er ikke ny. Den finansielle guru George Soros har længe været fortaler for den danske model, som efter hans overbevisning siden 1795 har sikret det mest stabile realkreditsystem i verden. Hvis vi erkender den reelle årsag til krisen, kommer man løsningen nærmere. Danmark kan benytte denne mulighed til at invitere til en international finansiel konference med fokus på skabelsen af et sundt og stabilt internationalt realkreditsystem.

Alternativt vil initiativerne i stedet komme fra EU, USA eller Basel III, som på et senere tidspunkt vil diktere reguleringen udefra. I EU har Frankrig og Tyskland allerede forsøgt at sætte dagsordenen med strammere regulering. Dette delvist af nød, fordi det økonomiske fundament i EU grundet krisen er truet, da mange medlemslande vil få store vanskeligheder med at opfylde stabilitets- og vækstpagten.

Boligmarkedet vil skabe nyt boom - og nye brag

Hvis Danmark undlader at skabe et mere solidt fundament for fremtiden, vil vi konstant opleve en økonomi, som igennem boligmarkedet vil generere en ”boom-bust” økonomi. Boligen udgør det aktiv, hvor man nemmest opnår sikkerhed til at geare sig under en højkonjunktur. Eksistensen af både flekslån og afdragsfrie lån kan være grundlag for en farlig spekulationscocktail, da efterspørgslen efter boliger under en højkonjunktur vil stige eksponentielt, uden at udbudet kan nå at justere.

Boligmarkedet vil fremover være ekstremt sensitivt over for ændringer i renten. Da Nationalbanken udelukkende fører fastkurspolitik mod euroen, er det danske boligmarked underlagt ECBs monetære politik. Her er det inflationen, som er den altafgørende, og da der indgår husleje men ikke boligpriser i udregningen af inflationen, kan man ikke forvente, at ECB kommer de danske boligejere til hjælp.

Kortsigtet vil renten forblive lav i Europa, men USA vil med kinesisk velvilje med stor sandsynlighed komme først ud af krisen, da det var her krisen indtraf først, den amerikanske boligboble var tl at begynde med mindre end den europæiske, og man har stimuleret økonomien mest i USA. Et USA på vej ud af krise vil skabe et opadgående pres på råvarer og renter. Dette vil sprede sig og være stærkt problematisk for Europa og de danske boligejere.

Jens Kjær Sørensen er cand.polit. fra Københavns Universitet og skrev i 2006 speciale om en nært forestående global krise som følge af boblen på verdens boligmarkeder. Læs mere på www.jensks.com.

Læs også: Flekslånere spiller rente-poker