Demant på vej op i gear efter svag start på året

Foto: Henning Bagger

Demant er samlet set kommet »solidt« i gang med 2019, efter at væksten helt i starten af året ellers var meget svag.

Det fremgår af tirsdagens periodemeddelelse fra selskabet, der dækker perioden frem til tirsdag.

Den langsomme start skyldes primært, at Demants topprodukt inden for høreapparater, Oticon Opn S, først blev lanceret efter et par måneder, ligesom en ny fransk sundhedsreform har udskudt faktureringen i særligt detailforretningen i starten af året og dermed ramt væksten.

»Væksten i koncernen har samlet set været solid år til dato drevet af organisk vækst kombineret med akkvisitiv vækst og en mindre, positiv valutakurseffekt,« skriver Demant i meddelelsen.

»Koncernen har oplevet øget vækst efter en langsom start på 2019, hvor momentum i vores forretning for engrossalg af høreapparater var svagt, inden nye produktlanceringer slog igennem - og efter den betydelige, negative engangseffekt af den nye høresundhedsreform i Frankrig,« fortsætter selskabet

FRANSK REFORM HAR KOSTET 50 MIO. KR.

Den franske sundhedsreform betyder, at prøveperioden for høreapparater er blevet øget til minimum 30 dage - og ifølge Demants topchef, Søren Nielsen, i realiteten tættere på 40 dage.

Tidligere var den syv-ti dage, og dermed har ændringen betydet udskudt fakturering på meget af salget. Og det kan tydeligt mærkes i regnskabsbøgerne.

»Det mistede salg som følge af denne reform har haft en negativ effekt på EBIT i forretningsaktiviteten høreapparater på cirka 50 mio. kr. især i detailforretningen,« skriver Demant i sin periodemeddelelse.

SOLID VÆKST I ENGROSSALGET

I Demants største forretningsaktivitet - engrossalg af høreapparater - har væksten år til dato været solid. Det skyldes primært lanceringen af Oticon Opn S, som allerede er blevet meget vel modtaget i markedet, oplyser selskabet.

Til gengæld har lanceringerne af nye produkter i de sekundære høreapparat-brands, Bernafon og Sonic, samt lanceringen af helt nye Philips-brandede høreapparater endnu ikke haft effekt på væksten.

Det vil de dog få senere på året, og det er en del af forklaringen på, at Demant også venter stærkere vækst og indtjening i andet halvår, end tilfældet bliver i første halvår.

Samtidig vil Oticon Opn S også få endnu mere effekt i andet halvår, da topproduktet først er blevet udrullet på de fleste markeder i løbet af marts og april.

»Opn S, som tilbyder førende audiologi og en meget robust genopladelig litium-ion-batteriteknologi, er blevet meget vel modtaget, og væksten for vores engrosforretning er accelereret i takt med planerne efter en langsom start på året,« skriver Demant i sin periodemeddelelse.

»I april lancerede vi nye produktfamilier i vores Bernafon- og Sonic-brands, ligesom vi præsenterede Philips HearLink, vores første Philips-brandede høreapparatportefølje. Produktlanceringerne fra Bernafon, Sonic og Philips vil understøtte koncernens fremtidige vækst, men har ikke haft en markant effekt på salget år til dato,2 fortsætter selskabet.

For hele 2019 fastholdes forventningerne om en organisk vækst over markedsvæksten, mens der også stadig sigtes efter et driftsresultat før renter og skat (EBIT) på 2,65-2,95 mia. kr.

/ritzau/FINANS