Defensive aktier klarer sig godt

Den globale økonomi er på vej mod en opbremsning, viser både nøgletal fra USA og Europa. Det er baggrunden for, at en helt bestemt håndfuld danske aktier klarede sig særligt godt i den forgangne uge, skriver Morten W. Langer fra Aktieugebrevet.

Læs mere
Fold sammen

Nyt billede den seneste uge. Defensive aktier vinder: Det står nu mere og mere klart, at den globale økonomi er på vej mod en opbremsning, idet både nøgletal fra USA og Europa viser svaghed. Derfor er det heller ikke overraskende, at en bestemt håndfuld danske storaktier klarede sig bedst den forgangne uge. Nemlig William Demant, Chr. Hansen og ISS.

Bundskraberne var i ugen mere konjunkturfølsomme som A.P. Møller, FLSmidth og Vestas. Også Pandora fik for en gang skyld tæsk, på grund af en analyse, der vurderer, at smykkekoncernens salg i USA er vigende.

Det er klart, at der ikke skal særligt meget til at rokke båden for Pandora, idet der i analytikernes forventninger ligger en salgsvækst på 35 % i år og 17 % næste år, samt en uændret høj EBITDA-margin på ca. 37 %. Holder selskabet disse forventninger er aktien dog for næste år fornuftigt prissat til 16 gange overskuddet. Men holder de ikke, kan der hurtigt komme store kurshug.

Medicinalaktier igen på vej op, mens biotek ligger underdrejet: Ser man på det styrende amerikanske aktiemarked er der nu tendens til, at medicinal/farma aktier igen er på vej frem. For nogle uger siden fik de fleste farmaaktier et gevaldigt tryk nedad på grund af stigende frygt for øget priskontrol med medicinalpriser fra de amerikanske myndigheder.

Hvis Hilary Clinton bliver den næste præsident efter novembervalget næste år, er det sandsynligt, at der er lagt op til ændringer i prisregimet. Men der er et godt stykke tid til. Så medicinalaktierne kan i mellemtiden godt vinde yderligere styrke. Alene Novo Nordisk steg 4 % fredag, efter massive udenlandske opkøb.

Den positive stemning smittede i ugen også af på Ambu, Veloxis og Zealand Pharma, som var de tre mest stigende MidCap aktier. Biotekaktierne har dog generelt vanskeligere ved at komme tilbage, i hvert fald på det amerikanske aktiemarked. Spørgsmålet er også, om de danske biotekaktier har et efterslæb på den negative korrektion, der har været på amerikanske biotekaktier.

Udlandet solgte danske aktier for 900 mio. kr. i denne uge: De udenlandske finanshuse var meget selektive i deres nettohandel med danske aktier i den forgangne uge. Samlet var der tale om et nettosalg, men det kunne let have været omvendt. Der var moderate nettokøb i ugen i entydigt defensive navne som Chr. Hansen, Coloplast, Carlsberg, William Demant og Genmab.

Vi ser dette billede som en bekræftelse på, at også de udenlandske finanshuse undgår eller nettosælger de mest konjunkturfølsomme papirer, mens de trækker kapital over i mere stabile og sikre papirer (trods ganske høje værdiansættelser). Det er sandsynligt, at dette billede fortsætter den kommende tid.

Teknisk platform for flere stigninger skabt: Efter den seneste uges generelle kursstigninger er der skabt en platform for yderligere stigninger. Vigtige tekniske støtteniveauer er skabt i 10.000 for tyske DAX future og i 2.000 niveau for S&P Future. Aktiemarkederne har i den forgangne uge været lidt tøvende med at tage et lift-off, men der synes at være solid underliggende styrke til at sikre yderligere stigninger de kommende uger. Fornuftige Q3-regnskaber kan være med til at sikre fortsatte stigninger.

Miksede signaler fra de amerikanske 3. kvartalsregnskaber: Flere af de store og højprofilerede amerikanske selskaber er kommet med skuffende udmeldinger om 3. kvartal og fremadrettet, blandt andet Alcoa, Monsanto, Walmart og Netflix. JP Morgan, Bank of America og General Electric har leveret bedre end forventede resultater.

De mellemstore S&P 500 selskaber har generelt leveret resultater, som har været bedre end forventet. Ifølge analysefirmaet Factset har 12 % af de 500 selskaber i S&P 500 indeks leveret Q3 regnskaber fredag. Hele 81 % af selskaberne har leveret højere overskud end analytikerne havde forventet, hvilket er lidt højere end gennemsnittet for de seneste fem år.

Til gengæld har kun halvdelen af selskaberne præsteret øget omsætning, hvilket er lavere end gennemsnittet de seneste år. Samlet set styrer S&P500-selskaberne nu mod et overskudsfald på 4,6 % i forhold til samme kvartal sidste år. Især energi og materialer trækker ned, mens telekom og forbrugsvarer klarer sig bedst.

Vurderingen er, at markedet fremadrettet vil reagere på selskabernes meldinger om effekter af lavere global økonomisk vækst, lavere oliepriser og en stærkere dollar. Baseret på analytikernes forventninger handles selskaberne i gennemsnit til 16,0 gange årets overskud, hvilket er et betydeligt højere end det ti-årige gennemsnit. 188 S&P 500 selskaber kommer med Q3-regnskab i denne uge.

PRØV AKTIEUGEBREVET 3 UGER GRATIS – TILMELD HER