December har budt på børsnoteringstørke i USA

December har langt fra budt på voldsom trængsel og alarm, når det kommer til at antallet af nynoteringer på de amerikanske aktiebørser.

Foto: LUCAS JACKSON. En sælger på børsen i New York har julestemningen med på arbejde. REUTERS/Lucas Jackson
Læs mere
Fold sammen

Ingen selskaber med hovedkvarter i USA er gået på børsen, og december markerer dermed den første måned siden september 2011, hvor nye børsintroduktioner har været helt fraværende, skriver New York Times.

I alt har der blot været tre børsnoteringer i løbet af måneden, hvor den største var det australske softwareselskab Atlassian Corporation, der solgte aktier for 462 mio. dollar.

December afslutter et i øvrigt skuffende år, når det kommer til antallet af børsnoteringer i USA, vurderer Renaissance Capital, der har specialiseret sig i dette felt af investeringsuniverset. I alt har året budt på 169 nye selskaber i børslisterne, som har rejst samlet 30 mia. dollar. Det er det laveste niveau i seks år.

Det så ellers fornuftigt ud frem til august, men store kursudsving på børserne og faldet i olieprisen fik antallet af nynoteringer til at falde drastisk. Målt på antallet af amerikanske virksomheder, der lod sig notere, var der i alt 81 i første halvår, som tilsammen rejste 15,3 mia. dollar. I andet halvår har der været 49 nynoteringer, som har rejst sammenlagt 10 mia. dollar.

På randen til 2016 ligger der ansøgninger om i alt 48 børsnoteringer til en værdi af sammenlagt 11 mia. dollar. Blandt de største er supermarkedskæden Albertsons, der ventes at notere aktier til en værdi af 1,6 mia. dollar, skriver New York Times.