De største danske opkøb i 2007

Der er tre ikke-noterede virksomheder på Top 6-listen over de største opkøb, som danske virksomheder har foretaget i 2007. Bag opkøbene gemmer sig drama, jubelscener og en storaktionær, der totalt afviste at sælge: Fem måneder senere var biksen solgt.

2007 har ikke i samme grad som de foregående år været gennemsyret af banebrydende opkøb, hvor danske virksomheder for alvor har grebet til baglommen og fundet den store tegnedreng frem.

Det viser data fra Mergermarket i London, som Business.dk har fået adgang til.

Bevares, der har da været foretaget store opkøb af danskejede virksomheder i 2007, men alligevel har M&A-aktiviteten været mindre i 2007 end de foregående år, hvis man kigger på de tal, der udelukkende handler om, at danske virksomheder køber op.

I morgen bringer Business.dk historien om, hvilke store danske virksomheder, der fik nye ejere i 2007. Og her spiller kapitalfondene en væsentlig rolle i de største opkøb.

I materialet fra Mergermarket mangler én væsentlig transaktion, formodentlig fordi den er gennemført som et fælles-bud fra henholdsvis danske Torm og det Bahamas-baserede rederi Teekay, hvorfor den ikke er registreret som en rent dansk handel.

Men det var faktisk årets største opkøb foretaget af en dansk virksomhed, da Torm blot én dag efter årets generalforsamling brød dødvandet og smed 9,9 mia. kr. på bordet for det amerikanske rederi OMI. Opkøbet kom efter længere tids pres på Torm-ledelsen og Torm-bestyrelsen, bl.a. fra en græsk storaktionær, om at levere en større værdiskabelse til aktionærerne.

Udover de 9,9 mia. kr. overtog køberne en gæld på 2,2 mia. kroner, hvilket bringer den samlede handel op på 12,1 mia. kr. – heraf betaler Torm halvdelen, altså 6,05 mia. kroner.

Det betyder, at Torms opkøb placerer FLS-opkøbet af Group Lapperiere & Verreaults mineraldivision på en andenplads over årets største danske opkøb.

Købet af den canadiske mineraldivision kostede Jørn Huno Rasmussen og FLS 4,8 mia. kroner.

”Med den indtjening, vi melder ud i dag og forventer i år, varer det ikke længe, før vi har samme opkøbsstyrke som før opkøbet i Canada. Men et så stort opkøb kræver selvfølelig, at man lige trækker vejret lidt,” lød det efterfølgende fra formanden Jørgen Worning til Børsen.

I Lyngby vakte det ifølge flere medier jubelscener på gangene i hovedsædet hos Haldor Topsøe, da ejerfamilien for 2,5 mia. kr. købte sig ud af et italiensk favntag. Det var den italienske entreprenørkæmpe Saipem, som Haldor Topsøe frivilligt havde lukket inden for døren nogle år tidligere, som man af flere årsager ikke længere anså som værende den rette ejer. Manøvren lykkedes for Topsøe-familien, så virksomheden igen er helt på danske hænder.

Fjerdestørste opkøb i 2007 stod der Arla på, da den andelsejede mejerigigant købte sig til det fulde ejerskab af Arla Foods UK. Bag det opkøb lå en snørklet ejerstruktur, ballade og tumult, men det lykkedes altså Peder Tuborgh og co. at få i det mindste ejermæssig ro om aktiviteterne på det britiske marked.

Årets femtestørste opkøb finder man i el-grossist branchen, hvor børsnoterede A&O Johansen i årets løb fik nye ejere, da det fondsejede J-F Lemvigh-Müller i efteråret slog til og for næsen af Sanistål satte sig på ejerskabet. Handlen havde en samlet værdi ifølge Mergermarket på 1,3 mia. kroner.

Handlen viste, hvor stor en rolle kemi spiller i den slags situationer. Ejerne af A&O Johansen var ikke vilde med at se de gamle fjender fra Sanistål overtage deres livsværk. Sanistål havde ellers langsomt fået købt en stor klump af aktierne hos fjenden, men ejerne strittede imod.

”Vi er ikke til salg. Så enkelt kan det siges. Det har jeg sagt før, og det gentager jeg,” sagde direktør og storaktionær Niels A. Johansen til nyhedsbureauet Direkt i starten af juni i år.

Præcis fem måneder senere havde han solgt sine aktier til J-F Lemvigh-Müller. Så hurtigt kan det gå.

På en sjetteplads finder man DONGs køb af Conocophillips’ danske aktiviteter for 1,7 mia. kr. Nu står den danske koncern over for yderligere investeringer på op imod 4,5 mia. kr. i etablering af produktion på Hejre-licensen i Nordsøen.