De fleste C20'ere godt ud af startblokken

De danske investorer har fra åbningen torsdag taget depechen op fra de amerikanske investorer, som onsdag havde sendt både Dow Jones- og S&P 500-indekset i rekord.

Læs mere
Fold sammen

Langt størstedelen af aktierne i det ledende C20-indeks lægger positivt ud med cykliske aktier som Vestas og A.P. Møller - Mærsk i front.

Selve C20 Cap, der er faldet de seneste to dage, løftes med 0,4 pct. til niveau 650,39. Vestas trækker mest op i det samlede billede med en stigning til vindmølleaktien på 1,9 pct. til 157,40 kr.

Med et plus på 0,7 pct. til 54.400 kr. fortsætter A.P. Møller - Mærsks B-aktien de gode takter oven på onsdagens uventet stærke regnskab for tredje kvartal, hvor Maersk Line igen overraskede positivt. Regnskabet har fået Credit Suisse til at løfte anbefalingen af aktien til "neutral" fra "underperform".

Overordnet giver regnskabet kun anledning til beskedne justeringer af Credit Suisses estimater. Til gengæld er det schweiziske finanshus imponeret af kontrollen over Maersk Line og dets resultater.

Carlsberg stiger 0,5 pct. til 551,5 kr. og er dermed upåvirket af, at Nordea har sænket sin anbefaling af bryggeriaktien til "hold" fra "køb". Nordea henviser til en skuffende udvikling i Rusland. Banken ser en risiko for, at en stabilisering på det russiske marked vil trække ud, og ser bedre investeringsmuligheder.

Konkurrenten Anadolu Efes tog torsdag konsekvensen af de seneste års skrumpende russiske marked. Efes optimerer produktionen i landet. Produktionen i Moskva lukkes og flytte til andre faciliteter.

Blandt sidepapirerne er der kursmæssige smæk til Solar, som har nedjusteret forventningerne til 2013. Nedjusteringen kom i et kvartalsregnskab, som bød på faldende omsætning og indtjening. Solar falder 6,0 pct. til 323 kr.

Ambu sætter sig med 1 pct. til 255 kr. efter et årsregnskab, der viste en markant omsætningsforbedring, men også en halvering af bundlinjen, som var tynget af særlige poster relateret til købet af King Systems.

Sammen med årsregnskabet fremlagde medicokoncernen en ny fireårig strategi med, hvad selskabet selv betegner som ambitiøse finansielle mål. Målet er en omsætning i niveauet 2 mia. kr. i regnskabsåret, der løber frem til 2017. Overskudsgraden, EBIT-marginen, skal forbedres til niveauet 17-18 pct. fra 11,6 pct.

Bavarian Nordics regnskab for tredje kvartal viste et nettoresultat på 19,2 mio. kr. mod 19,8 mio. kr. året før. Nettoomsætningen steg til 318,9 mio. kr. fra 304,4 mio. kr., mens driftsresultatet skrumpede lidt til 31,6 mio. kr. Bestyrelsesformand Asger Aamund melder også sin afgang i forbindelse med regnskabet.

Bavarian Nordics aktie sætter sig torsdag med 0,7 pct. til 70,50 kr. efter en stigning på 1,4 pct. til onsdag.

/ritzau/FINANS