De danske eliteaktier brager op efter amerikansk rentehop

Selvom det var ventet, at den amerikanske centralbank ville hæve renten, så er investorerne på det danske aktiemarked overordentligt begejstrede for onsdagens nyhed fra USA. Det toneangivende danske aktieindeks, C20 Cap, brager op fra børsstart.

USAs centralbankchef Janet Yellen Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN ERNST

Det toneangivende danske aktieindeks, C20 Cap, åbner torsdag med en stigning på hele 1,8 pct., efter at den amerikanske centralbankchef Janet Yellen onsdag aften satte renten op for første gang i ni år fra 0,25 pct. til 0,5 pct.

Fem af de store danske aktier åbner torsdag med stigninger på mere end to pct.

Nordea åbner 2,79 pct. højere, Genmab stiger 2,58 pct., Novozymes 2,5 pct., Vestas 2,27 pct. og Pandora begyndte torsdagens aktiehandel 2,05 pct. højere.

Den eneste af de 20 store aktier, som åbnede i rødt, var A. P. Møller - Mærsks A-aktie, som begyndte børsdagen med et minus på 0,17 pct. Mærsks B-aktie åbnede med en stigning på 0,33 pct.

I en kommentar begrunder investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet de danske kursstigninger med, at der med den konkrete amerikanske renteforhøjelse blev fjernet en lille usikkerhed. Dertil kommer at dollaren blev styrket, hvilket er godt nyt for de danske virksomheder, som får lettere ved at afsætte deres varer til USA.

Også i resten af verden er der blevet taget imod rentemeldingerne fra USA med begejstring. De toneangivende amerikanske aktieindeks lukkede onsdag aften omkring 1,5 pct. højere, og i Europa ligger det tyske DAX-indeks, det franske CAC40 og EuroStoxx torsdag morgen lidt over 2 pct. højere, mens det engelske FTSE100 er steget knap halvanden pct.