Aktiemarkedet er spurtet frem de seneste uger. Inflationen er begyndt at køle af. Energipriserne er dykket. Kina har genåbnet sin økonomi. Og økonomernes dommedagsprognoser om en recession i både USA og Europa er ved at blive afblæst.
2023 er kommet overraskende godt fra start, og både på finansmarkedet og i økonomien begynder man at fornemme en spirende optimisme efter et temmelig opslidende 2022. Men ifølge Mohamed El-Erian, økonomisk chefrådgiver hos finansvirksomheden Allianz og præsident for Queen’s College på University of Cambridge, er det for tidligt at erklære sejr over de seneste års udfordringer.




