Danskerne er "lalleglade idioter"

Vi tror ikke rigtigt på krisen, og det kan give bagslag, advarer forsker.

Når vi vinder landskampe, skal der selvfølgelig festes. Men i længden kan vi ikke vende ryggen til den økonomiske krise, mener en arbejdsmarkedsforsker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen

De fleste danskere har ikke på egen krop mærket meget til den krise, som fejer gennem økonomierne i det meste af verden. Men det kommer vil til, siger en arbejdsmarkedsforsker. Og det bliver værre, end danskerne forestiller sig, mener han.

Skatten bliver sat ned både i år og næste år, renten er rekordlav, og mere end halvdelen af os har lige sagt ja tak til at få udbetalt sparepengene fra SP, som de fleste havde glemt, at de havde til gode. Det er næsten lige så godt som at vinde i Lotto. Derfor er det nemt at lukke øjnene for de nedtur, som lurer lige om hjørnet med stigende ledighed og mange flere tvangsauktioner.

Ifølge en ny undersøgelse tror hver anden dansker, at den danske økonomi vil komme ud af krisen med mere skind på næsen end resten af de europæiske lande. Sølle én procent forventer, at Danmark klarer sig dårligere. Det viser en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Interresearch for den tværfaglige a-kasse STA, skriver 24timer.

Men vi har ingen grund til at føle os hævet over vores europæiske naboer. Danmark er ramt af krisen på linje med de øvrige lande, viser den nyeste rapport fra de økonomiske vismænd, og det vil komme som et chok for mange danskere, hvor lang og dyb krisen bliver, advarer arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen:

»Hvis danskerne bliver ved med at være nogle lalleglade idioter, kommer vi aldrig ud af krisen. Skal man for eksempel købe hus, kræver det realistisk sans. Sætter folk sig for hårdt, ender det måske med, at de må gå fra hus og hjem, og så sidder de endnu værre i det,« siger Henning Jørgensen til 24timer.

Hans kollega Flemming Ibsen, der også er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, mener at lidt godt humør ikke er så skidt.

»Overordnet er det godt med optimisme blandt befolkningen. Jo mere folk tror på sig selv, des mere aktive er de i at arbejde sig ud af krisen. Mister man selvtilliden, er man ikke nær så aktiv i jobsøgningen som andre,« siger Flemmin Ibsen til 24timer.