Danske velhavere investerer millioner i norsk torske-eventyr: »Torsk skal være den nye laks«

Kapitalforvalteren Artha har sammen med en række danske velhavere investeret lidt over 28 millioner i den norske torske-opdrætter Norcod. Og arkitekten bag mener, at det tegner til at blive en fed forretning. Håbet er nemlig, at den sunde fisk kan blive den næste laks.

»Jeg tror, at fisk bliver langt mere en hverdagsspise, end det er i dag. I min omgangskreds synes jeg, at jeg kan se, at vi spiser langt mindre kød, og stedet spiser man mere fisk og vegetariske måltider,« siger Jan Severin Sølbæk, som har store forventninger til investeringen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvide torsk kommer i fremtiden til at ligge side og side med de velkendte lyserøde, norske laks i kølediskene. Det forudser Artha, som årligt investorer mange millioner for rige danskere.

»Vi tror, at efterspørgslen bliver stor. Ja, vi mener faktisk, at den bliver så stor, at havene ikke kan klare at følge med efterspørgslen på torsk. Derfor har vi valgt at investere i dambrug,« fortæller administrerende direktør og partner i Artha Jan Severin Sølbæk.

Han kan se en tendens i sit eget liv.

»Jeg tror, at fisk bliver langt mere en hverdagsspise end det er i dag. I min omgangskreds synes jeg, at jeg kan se, at vi spiser langt mindre kød, og i stedet spiser man mere fisk og vegetariske måltider,« siger Jan Severin Sølbæk, som har store forventninger til investeringen.

Artha er en kapitalforvalter, som investerer danske rigmænds formuer. Artha har tidligere investeret  blandt andet i busselskabet Umove, Holsteins Palæ i København og senest Strandhotel Marienlyst i Helsingør. Og selvom denne investering er en af de mere risikobetonede, er Jan Serverin Sølbæk ikke i tvivl om, at Artha vil komme til at hive masser af penge i land.

»Denne investering er selvfølgelig lidt mere risikabel end en ejendomsinvestering, men det er en investering, som jeg tror kan give nogle rigtigt gode afkast. Den norske opdrætsvirksomhed Norcod er stiftet af Sirena Group A/S, som i dag afsætter 15.000 ton vildtfanget torsk om året. Vi regner med de første tre år at producere mellem 10.000 og 12.000 ton opdrætstorsk årligt, som vi regner med at afsætte til minimum 45 norske kroner pr. kilo. Så vi har store forventninger,« siger han og fortsætter:

»Planen er, at torsken skal være den nye laks, og der har Sirena en masse god erfaring, som de kan trække på, fra lakseindustrien. De har knowhow om udstyr, foder og logistik, som er vigtig,« siger han og tilføjer, at han er særligt glad for, at investeringen er bæredygtig.

»Det, som jeg godt kan lide ved den her investering, er, at udover. at det er en god investering, så er det også en bæredygtig investering. I stedet for at overfiske torsk, så kan vi opdrætte dem i dambrug, hvor fisken er i naturlige omgivelser og uden påvirkning af antibiotika. Fisken skader ikke mere i et dambrug end den ville have gjort i naturen, og vi hjælper til at løse et af fremtidens store problemer med produktion af bæredygtig protein,« siger han

Ombord har Artha omkring 500 kunder, hvoraf 94 i dag er aktionærer, og tilsammen sidder de på 74 pct. af aktierne. Blandt dem er ejeren af Orifarm, Hans Carl Bøgh-Sørensen, Matas-rigmanden Mads Pilgren samt tidligere Fitness World-topchef Peter Lyngbak Nielsen. Blandt dem lykkedes det på under én time at rejse 28.500.000 danske kroner til at investere i de norske torsk.