Danske tror på godt aktieår

Der er flere kursrekorder i vente på aktiemarkedet, hvis man skal tro Danske Bank.

Foto: Dennis Lehmann

Der er flere kursrekorder i vente på aktiemarkedet, hvis man skal tro Danske Bank.

Aktieåret er startet med fynd og klem og rekorder på stribe, og bankens chefstrateg Morten Kongshaug regner med, at aktierne kan stige mere endnu.

Hovedscenariet, der byder på lav økonomiske vækst, men vel og mærke ingen recession, ventes at føre til kursstigninger på omkring 15 pct. i år. Danske aktier forventes at levere stort set det samme.

- Vi ser den globale konjunktur i langsom bedring drevet af globale virksomheders investeringer i kapital og arbejdskraft og optøning af låne - og ejendomsmarkederne sikret af en rekord lempelig global pengepolitik. Finanspolitikken vil være modvindsfaktor, men ikke så hård som i 2012, vurderer Morten Kongshaug.

Han venter heller ikke 2013, at væksten bliver høj og når tilbage på samme niveauer som inden finanskrisen i 2008. Det betyder bare ikke så meget, da investorernes vækstforventninger er lave både makroøkonomisk og når det kommer til virksomhedernes indtjening.

- Vi venter, at 2013 vil vise moderate opjusteringer af vækstforventninger, hvilket vil understøtte aktiemarkedet for første gang siden 2009.

Samtidig synes risiciene for, at banksektoren kollapser, eller at euroen bryder sammen at være på det laveste niveau siden 2008, og endelig vil aktierne finde støtte i, at investorerne ventes at vende tilbage mod en mere normal portefølje med større vægt af aktier end det har været tilfældet under krisen.

- Aktier er ganske enkelt blevet for billige i forhold til stats- og erhvervsobligationer, lyder vurderingen.

De største aktiestigninger vil være at finde blandt cykliske forbrugs- og industriaktier.

På sin defensive minusliste har Danske Bank stabilt forbrug, medicinalaktier og forsyningsvirksomheder, mens cyklisk forbrug samt industri og råvareaktier har størst potentiale. Også bankaktier ser billige ud, men her vil potentialet nok begrænses af ny stram finansiel regulering, mener Morten Kongshaug, der heller ikke vil udelukke, at aktieåret går hen og bliver en regulær fuser.

Således kan kursfald på op mod 25 pct. blive konsekvensen, hvis de amerikanske politikere ikke formår at enes om at udskyde store offentlige besparelser til de kommende år, men vælger at skrue kraftigt ned for blusset allerede i 2013. Hvis offentlige besparelser ender med at belaste den økonomiske vækst med over 2 pct.point i 2013 vil det være et chok for husholdninger og virksomheder, og formentlig resultere i økonomisk recession.

Modsat kan aktieåret også ende med stigninger på op mod 25-30 pct. Det bliver tilfældet, hvis erhvervstilliden vokser og virksomhederne for alvor lukker op for investeringer og opkøb samt nyansætter. Danske Bank venter dog, at virksomhederne fortsat vil være forsigtige i den første halvdel af 2013, hvorefter erhvervstilliden vil vokse.