Danske topaktier steg uden sidestykke i Skandinavien i 2013

Slaget om Skandinavien blev i 2013 vundet af Danmark. Og det samme har faktisk overordnet været tilfældet gennem de seneste år.

Foto: Malte Kristiansen. Danske Banks aktiehandel - det såkaldte traderoom.
Læs mere
Fold sammen

I hvert fald hvis man kigger på Norges, Sveriges og Danmarks toneangivende aktieindeks, viser en gennemgang, som Ritzau Finans har foretaget.

Herhjemme er C20-indekset med få handelstimer tilbage i 2013 vokset 24,1 pct. i år, og over de seneste fire år er indekset blevet løftet med mere end 80 pct.

Til sammenligning er det norske og svenske eliteindeks steget henholdsvis 23,1 og 20,9 pct. i løbet af året. Det er dermed lige i underkanten af C20-indeksets præstation, men set over en længere årrække er forskellen mere markant. Fra slutningen af 2009 til udgangen af 2013 er Norges OBX-indeks vokset 48,8 pct., mens det svenske S30-indeks er oppe med 40,3 pct.

Fælles for samtlige skandinaviske indeks er, at de er steget i årene 2010, 2012 og 2013. 2011 var mindre spændende for aktieinvestorerne, der sendte alle tre toneangivende indeks i sydgående retning.