Danske selskaber udbetaler 78 mia. kroner i udbytter – hvad skal du gøre med pengene?

Dividenderne for 2018 bliver udbetalt de kommende måneder, og selvom niveauet er en anelse lavere end sidste år, venter der stadig store udbetalinger. Men skal pengene gå til en ny sofa eller til at købe flere aktier?

Danske virksomheder udbetaler milliarder af kroner i udbytter de kommende måneder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

Efter en relativt vel overstået regnskabssæson venter nu den årlige bølge af aktieudbytter, og igen i år står danskerne over for en pengeregn.

De største danske selskaber udlodder nemlig i alt cirka 78 mia. kroner til aktionærerne de kommende måneder gennem udbytter, ifølge en opgørelse fra Sydbank over de 27 virksomheder, de dækker i bankens aktieunivers. Det er en pct. mindre end sidste år, hvor der var udbytterekord blandt danske virksomheder.

Det lille dyk i år skyldes delvist, at Danske Bank har nedjusteret sin dividende i kølvandet på skandalen om hvidvask i Estland og i år »kun« udlodder 8,5 kroner pr. aktie i forhold til 10 kroner for 2017-regnskabsåret og ni kroner for 2016. Til gengæld har over halvdelen af de største danske virksomheder forhøjet udbyttet for 2018, hvilket ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank, er et godt tegn.

»Udbytterne er jo et spejlbillede af indtjeningsudvikling, og det er helt tydeligt, at i de perioder, hvor indtjeningen halter lidt i nogle af virksomhederne, holder man igen i forhold til at betale udbytter. Men når vi maler med den bredere pensel, er det ikke noget at være bekymret over, når godt halvdelen leverer rekordudbytter,« siger han.

Ny sofa eller nye aktier?

De fleste C25-virksomheder udlodder dividender, så investorer i de danske topaktier kan de næste måneder forvente, at udbyttepengene ruller ind på kontoen. Der er flere måder at bruge pengene på, forklarer Jacob Pedersen.

Man kan enten se udbyttet som et kærkomment bidrag til husholdningen, eller man kan reinvestere pengene enten i de samme aktier eller sætte dem i helt nye papirer. Før man kaster pengene ind i finansmarkederne igen, er det dog vigtigt at holde sig for øje, at omkostningerne ved at investere ikke overstiger, hvor mange penge man lige har fået udbetalt.

»Først og fremmest handler det om, hvor meget man har fået i udbytte, og så handler det om ens investeringsstrategi,« siger Jacob Pedersen.

»Vi har lige haft en periode, hvor aktier er steget markant, og hvis det betyder, at ens andel af penge i aktier nu er højere end ens målsætning, så kunne det faktisk være en god lejlighed til at bruge noget af udbytterne til enten at købe sig ind i andre regioner for at få en bredere spredning eller investere i nogle ting, der ligger lidt længere inde på risikokurven end aktier, som for eksempel obligationer,« tilføjer han.

Han anslår, at cirka halvdelen af udbyttemodtagerne vil geninvestere pengene, fordi det er midler, investorerne allerede har afsat til aktier og lignende.

Få Berlingskes Børsbarometer - hver dag


Hold dig opdateret med alt, hvad der sker på aktiemarkederne. Med Berlingske Business’ ugentlige aktieklumme får du det fulde overblik over finansmarkederne i ind- og udland og en analyse af, hvor finansmarkedet er på vej hen.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev bliver du klædt på til hele børsugen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske mandag-fredag sender mig de seneste nyheder om aktier obligationer investeringer og status fra verdens børser. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

Udbytter kan ikke stå alene

Samlet giver de danske virksomheder en udbytterente på 2,9 pct i forhold til de aktuelle aktiekurser. Det betyder, at en aktie med en kurs på 100 kroner i gennemsnit giver en dividende på 2,90 kroner. I en verden, hvor danske statsobligationer giver et afkast på næsten nul pct., kan udbytterne derfor være med til at gøre aktier attraktive.

Men kan det så betale sig at spekulere i de virksomheder, der giver de højeste afkast? Så simpelt er det desværre ikke. Der er nogle typer af virksomheder, der næsten aldrig udbetaler udbytter, men som kan give enorme afkast på aktiekursen alene. Biotechselskaber hører ofte under den kategori, da de bruger næsten alle deres penge på at udvikle den næste store blockbuster-medicin, og sker det, bliver aktionærerne ofte forgyldt. Omvendt risikerer man, at selskabet kaster alle sine penge efter et præparat, der falder totalt igennem, og så står man tilbage med en aktie, der ikke giver noget udbytte, og som formentlig også falder i kurs.

Samtidig er der også virksomheder, som næsten altid udbetaler udbytter, men som alligevel ikke er en god investering. Bankaktier er de seneste år faldet ind i den kategori, da de som oftest udlodder nogle af de største dividender, men samtidig er blevet hårdt ramt på deres aktiekurser. Det betyder, at bankaktier inklusive udbytter faktisk ikke har givet noget afkast for investorerne siden 2006, påpeger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

»At købe aktier, der løbende giver et godt, stabilt og måske stigende udbytte, kan godt være en udmærket måde at værdiakkumulere på. Men det er ikke en strategi, der må stå alene, for det er ikke en garanti for det bedste afkast, som bankerne viser,« siger han.

Derfor foreslår Per Hansen, at man går efter virksomheder med den perfekte treenighed: Udlodder udbytter, laver aktietilbagekøbsprogrammer og stadig har penge nok til at finansiere sin egen vækst og investere i fremtiden.

»Hvis man kan det, så bliver det ikke ret meget bedre, og det er noget, man over en længere periode skal holde øje med. Det er virksomheder som for eksempel Novozymes, Coloplast og Novo Nordisk, som har en relativt stabil efterspørgsel,« siger han.

TILBUD: Få fuld digital adgang til berlingske.dk for 0 kr. første måned. Herefter kun 99 kr./md.