Danske medicinalaktier styrtdykker med Novo Nordisk i front

Donald Trumps pressemøde onsdag sendte chokbølger gennem de amerikanske medicinalaktier, og torsdag er turen så kommet til de europæiske og dermed danske aktier i branchen. Novo Nordisk-aktien er ekstra hårdt ramt, efter anklager om prisfusk i USA.

Foto: Søren Bidstrup.
Læs mere
Fold sammen

Novo Nordisk-aktien dykker torsdag middag med 4,03 pct. Det sker, efter at USAs kommende præsident, Donald Trump, onsdag aften gik til angreb på medicalindustrien, som ifølge Trump har skruet priserne for højt op. Det vil han gøre noget ved, når han tiltræder, og det har slået negativt igennem på medicinalaktier over hele kloden, og altså også i Danmark.

Lundbeck-aktien ligger ved middagstid til et minus på 2,43 pct., mens Genmab er faldet 2,25 pct.

På gårsdagens kaotiske Trump-pressemøde beskyldte den kommende præsident blandt andet medicinalindustrien »for at slippe af sted med mord«, hvilket var en henvisning til, at medinalselskaber som Novo Nordisk, Lundbeck og Leo Pharma har skruet priserne på medicin for højt op. Samtidig erklærede Trump, at der skal være en større produktion af medicinalprodukter i USA.

»Medicinalindustrien har været katastrofal - de forlader os til højre og venstre. De leverer vores medicin, men de laver det ikke her,« sagde Trump.

Novo Nordisk-aktien er torsdag særligt hårdt ramt, idet en amerikansk pensionsfond har sagsøgt den danske medicinalkæmpe for karteldannelse og for at skjule dårlige økonomiske resultater for investorerne.

Den slags sager er dog meget almindelige og bør ikke resultere i ekstraordinær bekymring på Novos chefgange, vurderer Finn Martensen, advokat med speciale i amerikanske retsforhold, hos firmaet Martensen & Wright.

Risikoen for at blive sagsøgt i USA er meget, meget stor. Den helt korte årsag er, at det er billigt at anlægge en sag, man risikerer sjældent at blive mødt med krav om dækning af modpartens omkostninger, selv om man taber, og sagerne er lettere at vinde end i Europa, siger Finn Martensen til Ritzau Finans.

Det er svært at udlede noget konkret fra de to nyheder, der har ramt Novo Nordisk i USA det seneste døgn, men det øger usikkerheden om aktien, vurderer Rune Majlund Dahl, aktieanalytiker i DNB, over for Ritzau Finans.