Danske eliteaktier rammer historisk milepæl

Det danske eliteaktieindeks, C20 Cap har tirsdag morgen rundet indeks 1.000 for første gang.

Det danske aktiemarked har tirsdag morgen rundet et skarpt hjørne, idet eliteindekset C20 Cap efter et par minutters handel er steget med 1,1 pct. til 1.005.

Det er en stigning på 18 procent alene siden nytår, en optur på 100 procent siden efteråret 2012 og en fremgang på voldsomme 300 procent siden markedet ramte bunden i marts 2009, der får de danske aktier til at nærme sig et rekordniveau på 1.000.

Samlet er danske aktier steget mere end seks år i træk. Det har forgyldt tusindvis af både små og store aktionærer.

Det er blandt andet de agressive opkøb af obligationer, som Den Europæiske Centralbank (ECB) gennemfører, der har sat fut i aktiemarkedet i 2015. Opkøbene på 60 milliarder euro hver måned presser både renten ned og svækker euroen, hvilket viser sig i stigende aktiekurser. Oven i det er prisen på olie også faldet betydeligt, hvilket også er godt for aktiemarkedet.

Index 1000 har været i kikkerten længe, og det har været ventet, at milepælen ville nås kort efter påske, hvor de danske aktiemarkeder har været lukket.