Danske Bank stiger til højeste kurs i mere end to år

Danske Bank-aktien dykkede først skarpt på nyheden om udskiftningen af topchefen, men vendte kort efter rundt igen og ligger nu i højeste kurs siden maj 2011.

Eivind Koldings exit gav først investorerne et chok og sendte aktien ned, men den rettede sig hurtigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
118 kroner koster en aktie i Danske Bank mandag midt på formiddagen, efter at være steget to procent på nyheden om, at Eivind Kolding afløses som topchef af Thomas Borgen.

Dermed har banken ikke været mere værd siden 6. maj 2011.

Investorerne blev ellers først forskrækkede og endte aktien i minus, da selskabsmeddelelsen fra Ole Andersen og hans bestyrelse tikkede ind klokken 09.16 mandag morgen.

Da havde handlen været i gang på fondsbørsen Nasdaq OMX i godt et kvarter, og Danske Bank lå i plus. Efter en hurtig tur i minus begyndte aktien imidlertid hurtigt at kravle opad igen efter nyheden om fyringen af Eivind Kolding.

Set over hele året ligger Danske Bank-aktien i plus 24,2 procent, og kan dermed indtil videre fejre et godt 2013 efter nogle strenge år.

Værst så det ud i september 2011, da aktien ramte bunden i kurs 63,75.