Danske Bank opjusterer efter godt resultat

Bankkoncernen Danske Bank opjusterer forventningerne til hele året efter et første halvår med et resultat efter skat på 7,6 milliarder kroner - næsten 800 millioner kroner mere end samme periode sidste år. (Opdateret kl. 11.10)

Nu ventes et resultat på linje med årsresultatet for 2006.

Både omkostninger og indtægter er steget kraftigt:

Nettorenteindtægter er steget fra 10,6 til 11,7 milliarder, mens omkostningerne ved driften er vokset fra 9,7 til 12,5 milliarder kroner.

Danske Banks ordførende direktør Peter Straarup siger:

"Det har været et travlt halvår i hele koncernen. Vi har udviklet nye produkter, der er blevet rigtig godt modtaget af vores kunder. I Danmark og Sverige har kunderne for eksempel fået adgang til nye online- og opsparingsprodukter, som de virkelig har taget til sig. Vi har i det hele taget haft god vækst på alle markeder, og koncernen står konkurrencemæssigt stærkt. Her i første halvår har vi også gennemført sammenlægningen af BG Bank og Danske Bank. Det er forløbet glat og er blevet godt modtaget af kunderne. I Finland og Baltikum har aktiviteterne været præget af integrationen, der kører helt efter planen."