Danske Bank og BG Bank samles i ét brand

(Opdateret kl. 09:50.) Danmarks største bank samler bankforretningerne for Danske Bank i BG Bank i ét brand, oplyser banken i forbindelse med rekordregnskabet for 2006. 30 filialer nedlægges.

Sammenlægningen af de to navne til ét ventes at koste 275 millioner kroner, men besparelsen ventes at udgøre 300 millioner kroner om året fra 2010.

"Vi må konstatere, at familieskabet er så nært, at det er svært at gøre de to banker forskellige på fornuftig vis", siger ordførende direktør Peter Straarup.

Sammenlægningen betyder også, at 30 Danske Bank/BG Bank-filialer forsvinder helt, idet 60 filialer sammenlægges til halve antal i forbindelse med sammenlægning af de to brands.

Danske Bank oplyser i en pressemeddelelse, at de to banker siden fusionen i 2001 er kommet til at ligne hinanden meget. Produkter og priser er næsten identiske, og it-systemerne er de samme.

Det er planen, at BG Bank skifter udseende i påsken. Der kommer nye skilte på filialernes facader, og de breve, der efter påske kommer fra banken, bliver i Danske Banks farver.

Tirsdag den 10. april åbner alle filialerne som Danske Bank-filialer. I tiden frem til 10. april vil alt køre uændret i BG Bank.

"Alle rådgivere fortsætter i den nye bank, og kunderne beholder de samme rådgivere. Alle de aftaler, kunderne har indgået med BG Bank, fortsætter også fremover," lyder de beroligende ord fra banken.