Danske Bank næsten færdig med støtteopkøb i Orphazyme

Danske Bank. Danske Banks hovedsæde på Kongens Nytorv i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Danske Banks rolle som kursstøtte i nynoterede Orphazyme er næsten udspillet.

Orphazyme kom på børsen 16. november, og Danske Bank fik rollen som en såkaldt stabiliseringsagent, der kan gå ind og købe aktier for at holde kursen oppe.

Det gjorde banken i stor stil på førstedagen, hvor den købte 812.820 aktier og dermed stod for næsten hver andet køb af Orphazyme-aktier på dagen. Dermed var den en stor faktor i, at biotekaktien sluttede dagen i den kurs på 80 kr., den også var kommet på børsen til.

Danske Banks samlede støttekøb kan løbe op i 1,125 mio. aktier, og de følgende dage har der derfor ikke været helt så meget krudt at skyde med. Banken har i snit købt knap 40.000 aktier per dag, og den har dermed heller ikke kunnet have samme effekt på Orphazyme, der faldt i kurs til 76,50 kr. fredag.

Tilbage har Danske Bank nu kun et råderum på 74.040 aktier i forbindelse med stabiliseringsprogrammet.

En stabiliseringsagent er et redskab, nye selskaber på børsen typisk bruger for at holde hånden under aktiekursen i den første tid. Også TCM Group, der blev noteret på børsen fredag, får den slags hjælp.

Her er det Carnegie, der er valgt som stabiliseringsagent.

/ritzau/FINANS