Danske Bank: Ingen imponerende udvikling under Lindeløv

Danske Banks medicinal-analytiker Martin Parkhøi mener, at kursfaldet på Lundbeck-aktien skal ses som en reaktion på, at nogle havde sat næsen op efter en opjustering. Samtidig er han positiv ved udsigten til en ny bestyrelsesformand.

Foto: Brian Bergmann
Lundbeck-aktien taber terræn efter fremlæggelsen af halvårsregnskabet.

Det er svært at finde deciderede skuffelser i rapporten fra Valby-virksomheden, men Martin Parkhøi forklarer kursfaldet med, at aktien de to handelsdage op til regnskabsfremlæggelsen var steget med 7-8 pct.

"Selvom regnskabet er lidt bedre end forventet, bl.a. p.g.a. lavere produktions-omkostninger, så fastholder Lundbeck forventningerne. Men der var måske nogle i markedet der havde sat næsen op efter en opjustering," siger Martin Parkhøi til Business.dk.

"Der var heller ingen nyheder om deres pipe-line, som jo er den suverænt største udfordring for virksomheden p.t.," siger Danske banks medicinal-analytiker.

"Det er meget positivt med et frisk input på formandsposten, hvor Lindeløv stopper. Lindeløv har været der en årrække, og det er ikke fordi Lundbecks performance har været specielt imponerende i den periode. De står over for signifikante udfordringer med patentudløb på de produkter, der trækker indtjeningen og det er vist ikke en overdrivelse at sige, at pipelinen trænger til lidt mere substans," siger Martin Parkhøi.

"Lindeløv har ingen industriel baggrund fra Pharma-industrien, det syntes jeg personligt har været ærgerligt. Det er positivt, at de får en ny mand ind fra medicinal-industrien. Jeg kender ham ikke, men han kommer fra Merck, så det ser umiddelbart udmærket ud," siger Martin Parkhøi.

Lundbeck-aktien ligger kl. 10.59 i kurs132,5 – det svarer til et fald på 3,3 pct.