Danske aktier lidt ned fra morgenstunden

De danske aktier lå til et mindre fald fra morgenstunden fredag, men bankanalytiker venter ikke så store fald som torsdag.

Det danske aktiemarked fortsatte fredag nedad efter torsdagens fald på 2,6 procent. En halv time efter åbningen lå det toneangivende C20-indeks 1,4 procent lavere. Dermed fulgte de danske aktier en negativ stemning i både USA og Japan i nattens løb.

- Der er ingen tvivl om, at aktiemarkederne sætter sig på de fald, vi har set de seneste dage. Nervøsiteten er virkelig kommet op over overfladen igen, siger Mads Zink, chef for sales trading i Danske Bank.

Han fremhæver dog, at faldene i USA og Japan faktisk var en reaktion på et foregående fald i Europa.

- Det er lidt den omvendte verden, for normalt kommer der først et fald i USA, som så trækker Europa og Asien med ned, siger Mads Zink.

/ritzau/