Danske aktier i forårshumør: Kurs mod bedste dag i C25s levetid

Efter en blandet mandag, der bød på både gode og dårlige nyheder, er der tirsdag god stemning på aktiemarkedet i Asien, Europa og USA. Danske aktier har kurs mod bedste dag siden 2016.

Der er forår at spore i danske aktier tirsdag morgen.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Foråret forsøger forsigtigt at bryde igennem på aktiemarkedet, der tirsdag morgen er hyllet ind i grønt over det meste af verden.

Det danske eliteindeks, C25, er åbnet 3,7 pct. højere og dermed kravlet væk fra sin laveste kurs siden 2018, som det lukkede i mandag. Hvis det holder stigningen hele tirsdag, vil det markere den bedste handelsdag, siden indekset blev introduceret i 2016.

I Asien er alle de store indeks på vej til at lukke med flotte plusser. Japans Nikkei er oppe over 7 pct., Hongkongs Hang Seng stiger 4,4 pct., og Kinas CSI 300 er hoppet 2,7 pct.

En god og en dårlig nyhed

Den positive stemning kommer efter en blandet mandag, hvor der både var gode og dårlige nyheder for investorerne. De dårlige var, at den amerikanske kongres for anden gang nedstemte en gigantisk finanspolitisk hjælpepakke, designet til at hjælpe virksomheder og husholdninger gennem coronakrisen.

De gode nyheder var imidlertid, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), leverede endnu en håndsrækning til økonomien og finansmarkedet. Centralbanken lovede, at den vil købe obligationer i ubegrænsede mængder, så længe det er nødvendigt for at skabe stabilitet, indtil coronakrisen har lagt sig.

Det vil sige, at de tidligere obligationsopkøb for 700 mia. dollar, som Fed har lovet, nu er uden loft. Eller som vores økonomiredaktør Ulrik Bie kalder det, så er pakken »whatever it takes på speed«.

Amerikanske aktier lukkede alligevel med minusser mandag, men futures peger på en positiv åbning tirsdag.

»Feds seneste stimuluspakke er en gamechanger,« siger Edward Moya, seniormarkedsanalytiker hos handelsplatformen Oanda i New York.

»Fed er nu kommet med tre gigantiske pakker i marts, og den seneste burde tilfredsstille alle, inklusiv Præsident Trump,« tilføjer han.

Rekordstor nedgang

Senere tirsdag vil fokus vende sig mod nogle af de første økonomiske nøgletal, vi får fra marts, når de europæiske PMI-tal kommer ud. De kan give en tidlig indikation af, hvor hårdt Europa er blevet ramt af coronavirussen indtil nu.

»For månederne marts til maj vil økonomisk data formentlig vise en rekord stor nedgang. Den hidtil usete økonomiske støtte fra myndighederne kan hjælpe til at inddæmme en finansiel krise og støtte en optur senere. Men det kan ikke forhindre et stort fald i økonomisk aktivitet, så længe nedlukningen varer,« siger Hense Florian, økonom hos Berenberg Bank.

De drastiske tiltag for at stoppe smitteudbruddet i Europa fortsætter, og i Danmark har statsminister Mette Frederiksen (S) forlænget nedlukningen til lige efter påske. I Storbritannien har premierminister Boris Johnson beordret en treugers nedlukning af landet, inklusive et forbud mod forsamlinger på over to personer.

Hvor langt skal aktier ned?

Globale aktier er nu faldet mellem 30 og 40 pct. siden coronakrisen skabte panik på finansmarkedet i februar. Efter det store fald stiller flere investorer nu spørgsmålet, om vi snart er ved at have set bunden, og om det er tid til at købe.

Jingyi Pan, strateg hos IG Asia, sagde tirsdag morgen på Bloomberg TV, at aktier stadig godt kan falde, men formentligt ikke meget.

»Men i forhold til at forvente, at det hele stiger, er det nok lidt for tidligt til det,« siger hun.

Den amerikanske storbank Goldman Sachs regner med, at det toneangivende S&P 500-indeks kan falde til en kurs på 2.000 på den korte bane, før det vender. Det svarer til et fald på 11 pct. fra lukkekursen på 2.237 mandag.