Danske aktier bidrager til milliard-afkast i ATP

Det var særligt investeringer i aktier, der bidrog positivt til det samlede afkast i årets første ni måneder hos pensionskoncernen ATP.

Arkivfoto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

I tredje kvartal endte investeringsafkastet på 9,9 mia. kr. Til sammenligning kunne ATP fremvise 5,7 mia. kr. på denne post i tredje kvartal sidste år, fremgår det af regnskabet for tredje kvartal torsdag morgen.

I regnskabet udtaler Christian Hyldahl, direktør i ATP, at der er tale om det højeste kvartalsafkast i fem år.

Ser man på årets første ni måneder samlet, lød afkastet før skat og omkostninger fra pensionskæmpens investeringsportefølje på 24,6 mia. kr. Det er næsten dobbelt så højt som i samme periode sidste år, hvor investeringsafkastet var 12,5 mia. kr.

Afkastet var ifølge ATP bredt funderet i alle aktivtyper, men det var især investeringer i aktier, der var med til at trække afkastet op. Børsnoterede danske aktier gav alene et bidrag på 5,3 mia. kr. Fremover vurderer ATP dog, at der er udsigt til lavere afkast.

»Selv om ATP har leveret et meget stærkt resultat, må jeg mane til besindighed. For det gode resultat til trods så er der udsigt til lavere afkast fremover, efterhånden som centralbankerne strammer likviditeten og lader renterne stige. Den globale økonomiske vækst virker særdeles stabil, mens den geopolitiske usikkerhed er forhøjet,« siger Christian Hyldahl i regnskabet.

Resultatet for årets første tre kvartaler blev samlet på 19,8 mia. kr. Sidste år fremviste ATP et underskud på 1,1 mia. kr. I tredje kvartal lød det samlede resultat på 8,2 mia. kr.

/ritzau/FINANS