Dansk satellitselskab i vækst går på børsen i Sverige

Gomspace vil gøre sin debut på den svenske Nasdaq First North i medio juli.

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: NASA

Danske Gomspace står over for et nyt gennembrud på markedet for satelitter, men der skal sættes skub i væksten, hvilket rumfartskometen vil gøre med kapital fra den svenske børs.

Det skriver dagbladet Børsen.

- Vi er med i åbningen af en ny industri, og vi har brug for kapital til at løfte meget aggressive vækstplaner, siger Niels Buus, der er administrerende direktør i Gomspace, til dagbladet Børsen.

Gomspace vil gøre sin debut på den svenske Nasdaq First North den 16. juli, med ambitioner om at rejse, hvad der svarer til knap 100 mio. danske kr.

Det aalborgensiske selskab, der blev stiftet i 2007, har udviklet en moderne variant af den såkaldte nanosatellit, der med sin lille størrelse svarende til en skotøjsæske kan flyve rundt om jorden på halvanden time.

Gomspaces kundeportefølje tæller blandt andet Nasa, ESA og forsvaret. Selskabet har i løbet af de næste fem år planer om at udvide salgstyrken og oprette salgsselskaber i USA og Singapore.