Dansk OTC har kurs mod børsen

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Kapitalselskabet Dansk OTC har kurs mod en snarlig børsnotering. Det skriver Børsen.

Det i dag tomme selskab Network Capital Group Holding (NCGH), der i forvejen er børsnoteret, vil således købe Dansk OTC og tre andre selskaber for samlet 85 mio. kr.

Planen vil blive en realitet gennem en emission i starten af det nye år, hvor Dansk OTC, Network Property, Network Finans og Dansk OTC Invest købes af NCGH, hvorefter selskabet vil udsende et egentligt børsprospekt. Det samlede selskab skal fungere som et rådgivningshus, der hjælper selskaber med kapitalfremskaffelse.

- Vi er ganske tæt på. Men den er ikke hjemme, før både Finanstilsynet og børsen er tilfredse med det, vi skriver og gør, siger Jacoob Nielsen, der er administrerende direktør i NCGH, til Børsen.

Flere kilder råder over for Børsen kommende investorer til at læse prospektet grundigt igennem, da der er en del store sammenfald ikke blot i navnene hos selskaberne, men også i de forskellige roller som nøglepersoner indtager.

Et eksempel kan nævnes Jacoob Nielsen, der udover sin post som administrerende direktør i NGCH, indtager samme rolle i Dansk OTC og Network Finans, mens han sidder i bestyrelsen hos Dansk OTC Invest.

Jacoob Nielsen mener dog ikke, de mange overlap bliver et problem, da selskabet gør brug af uvildige revisorer.