Dansk milliardær vil have personlig træner

God løn, rejser verden rundt og muligheden for at planlægge noget nær en hel hverdag for en karismatisk milliardær. Lars Seier søger personlig træner.

Saxo Bank grundlæggeren, Lars Seier Christensen, efterlyser en personlig træner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Lars Seier Christensen har aldrig rigtig lagt skjul på sin forkærlighed for hverken mad eller vin.

På forretningsplan er han involveret i Geranium, landets første trestjernede Michelin-restaurant, ligesom han har købt sig ind i den nye burgerrestaurant, Juicy Burger. På det private plan har han rejst verden rundt og besøgt verdens bedste restauranter, og han er kendt som en habil og dygtig kok i køkkenet.

Begejstring for den slags ting fordrer dog også en vis portion motion, og her synes der at være rum til forbedring hos Saxo Bank-stifteren. I hvert fald har Lars Seier Christensen via sit investeringsselskab, Seier Capital, slået en noget utraditionel annonce op, hvor han efterlyser en personlig træner.

Og det er ikke små krav, den danske milliardær, der menes at være god for mere end tre milliarder, har til sin personlige træner.

Først og fremmest indebærer jobbet at skulle planlægge et omfattende og grundigt træningsprogram for Lars Seier, der tager højde for, at forretningsmanden for det meste er på farten rundt omkring i verden.

Derfor vil træneren både skulle booke træningslokaler og borde på sunde restauranter i de byer, Lars Seier gæster. Derudover forventes det også, at træneren selv rejser med - helt ned med en times varsel, står der i opslaget. Ikke mindst fordi arbejdet også indebærer at skulle motivere Lars Seier »når det bliver barskt«, som det formuleres i opslaget.

»Man skal motivere mig til at blive ved - også når det bliver barskt. Det skal dog foregå i mit tempo med respekt for mit privatliv og mine krav hele tiden. Jeg er ikke særlig snakkesalig under træning, og jeg træner ikke for at blive elitesoldat,« står der.

Opslaget har været på siden weekenden, men tirsdag skriver Lars Seier på sin Facebook-side, at han fortsat er åben for flere ansøgninger.