Dansk-britisk sikkerhedsgigant går uden om krisen

Verdens største sikkerhedsfirma, dansk-britiske G4S, leverede pæn vækst i første halvår, og ser positivt på fremtiden. Omsætningen steg 12 pct.

Foto: Colourbox. Sikkerhedsfirmaet G4S har ikke mærket meget til den økonomiske krise.
Læs mere
Fold sammen
Omsætningen i G4S voksede med knap 12 pct. i årets første seks måneder til knap 3,5 milliarder pund, eller næsten 30 milliarder kr. Resultatet før skat steg godt 13 pct. til 230 mio. pund, mens bundlinjen voksede knap 10 pct. til 85 mio. pund, hvilket var bedre end forventet.

Væksten i omsætningen skyldes dog delvist, at G4S stadig opkøber nye virksomheder. Eksklusive tilkøbte virksomheder var den organiske vækst på 4,8 pct., hvilket var knap halvdelen af den organiske vækst i samme periode sidste år, som var på 10,5 pct.

G4S oplyser, at man venter en stærk udvikling for hele 2009.

En robust forretningsmodel
"Dette viser vores forretningsmodels modstandskraft, og vores robuste kundeforhold og kontraktbase. Vores højere vækst, og vores komplekse forretningssegmenter i statsopgaver, kontanthåndtering og nye markeder klarer sig alle rigtigt godt," siger adm. direktør Nick Buckles.

Han fortsætter:

"Alt i alt er vi fortsat tillidsfulde til vores udvikling i år og ind i 2010."

G4S har hovedkvarter i London, men er børsnoteret både i London og København, fordi en væsentlig del af selskabet er det tidligere sikkerhedsfirma Falck og Jørgen Philip Sørensens Group 4. Selskabet er nu verdens største sikkerhedsfirma, og står for alt fra butiksovervågning over kontanthåndtering til bevogtning af atomkraftværker.