Danmarks toneangivende aktieindeks slår rekord

Vestas var onsdag med til at trække det toneangivende OMX C20 Cap-indeks til sit højeste niveau nogensinde.

Efter en pæn stigning onsdag kan det toneangivende danske aktieindeks notere sit højeste niveau nogensinde.

Indekset, der officielt hedder OMX C20 Cap, lukkede onsdag i 1064,96, en spids over den seneste rekord, der blev sat i august 2015. Siden februar 2012 er indekset mere end fordoblet fra indeks 459,4.

»Vi har set en positiv stemning i Danmark og i USA, blandt andet fordi gode regnskaber fra store selskaber som Volvo, Siemens og SEB smittede af,« siger afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen til Ritzau Finans.

Onsdag klarede Vestas, Novozymes og Nets sig bedst i indekset.

Vestas fik hjælp fra udlandet, hvor den britiske storbank Barclays hævede sit kursmål på aktien til 650 kroner, et solidt hop fra det tidligere kursmål på 510 kroner.

Aktien steg onsdag med 3,4 procent til 497,90 kroner.

Fra udlandet blæste der milde vinde over aktiemarkedet efter godt nyt fra det amerikanske jobmarked.

Den såkaldte ADP-jobrapport viste, at der i januar blev skabt 246.000 nye job mod en forventning om 168.000 nye job.