Danisco: Markant opsplitningsforslag med substans - Tom Knutzen

 

Et forslag om opsplitning af Danisco-koncernen er en realitet, der skal tages stilling til, når den danske ingrediens og sukkerkoncern holder generalforsamling den 29. august. Og forslaget betegnes af koncernchef Tom Knutzen som "markant" og med "substans i".

 

- Der er nok ingen som helst tvivl om, at hvis tingene bliver splittet op og får en selvstændig ledelse og børsnotering - så kommer der større fokus. Jeg er overbevist om, at værdien af de to aktier, man ville sidde med, ville være større end børskursen på Danisco-aktien i dag, lyder det fra forslagsstilleren, Ole Steffensen, der er direktør for en investeringsfond med interesser i Danisco, overfor RB-Børsen.

 

Hos Danisco medgiver administrerende direktør Tom Knutzen, at koncernens interesseområder er forskellige.

 

- Det er rigtigt, at vi har to forretningsområder, der er forskellige, men de adresserer begge to i stort omfang fødevareindustrien og ingredienser. Men det ene er et regionalt europæisk forretningsområde, som er politisk styret fra EU. Det andet er en global højteknologisk industrikoncern. Forskellen er den politiske styring, siger Tom Knutzen til RB-Børsen.

 

- Det er et markant forslag med substans i. Det er et emne, man skal se på i bestyrelse, og derefter fremlægge bestyrelsens holdning på generalforsamlingen, siger Daniscos topchef.

 

Ole Steffensen har siden forslaget første gang blev luftet i starten af juli modtaget et "meget stort antal henvendelser både fra danske og fra store udenlandske investorer som giver udtryk for ubetinget opbakning".

 

Bag forslagets ræsonnement gemmer sig en mulighed for større afkast.

 

- Hvis der i morgen kommer en kapitalfond og byder 550 kr. for hele Danisco, så kan man ikke afvise at en lang række aktionærer vil acceptere det, når nu de ikke har fået noget afkast gennem mange år. Kapitalfonden ville så blot splitte virksomheden op, vente tre år og så gen-introducere selskabet på børsen til en væsentlig højere værdi. Det vi vil foreslå er, at aktionærerne selv laver den forretning og dermed får del i "upsiden", siger forslagsstilleren.

 

Bag den ringe kursudvikling i Danisco-aktien ligger de store forandringer som koncernen har været igennem, vurderer Tom Knutzen.

 

- Hele den transformation har haft sin pris - også på aktiekursen. Og så har EU's sukkerreform haft en markant indflydelse på, hvordan sukkerforretningen ser ud i dag. Jeg kan sagtens sympatisere med, at det kan man ikke være tilfreds med, når man ser på værdiskabelsen - eller manglen på samme. lyder der fra Tom Knutzen.

 

- Vi må tage udgangspunkt i den situation, vi står i i dag og så skue frem ad og finde ud af, hvordan skaber vi værdi med det Danisco, der er blevet skabt. Og så må man konstatere, at sukkerreformen - lige her og nu - har givet nogle udfordringer.

 

Men at sukkerreformen har spillet investorerne et midlertidigt puds, får ikke Ole Steffensen til at ændre indstilling.

 

- Der er ikke et spørgsmål om timing i det her, for forslaget betyder jo bare, at de nuværende aktionærer i stedet for een Danisco-aktie vil have en aktie i Danisco Ingrediens og en aktie i Danisco Sukker, siger han og fortsætter:

 

- Der er jo ikke tale om frasalg af sukker - blot en opsplitning.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )