Danisco: Innovative styrker os i Sydafrika - dir

 

Danisco har købt den sydafrikanske virksomhed Innovative Ingredients, der leverer teknologi til den sydafrikanske bageriindustri.

 

- Jeg vil ikke fortælle præcis, hvad vi har givet for virksomheden, men jeg kan godt afsløre, at det ikke er verdens største handel. Men vi er glade for aftalen og det styrker vores position på et marked, som vi ellers har haft svært ved komme ind på, siger direktør i Dansico Food & Beverage Enzymes Lars Obel til RB-Børsen.

 

Han fortæller, at Innovative har en fornuftig kundeportefølje, som bliver slået sammen med Daniscos egen.

 

- Det er et meget vigtigt forretningsområde for os hernede, og med aftalen får vi bedre adgang til markedet. Men der er på nuværende tidspunkt ikke planer om yderligere indkøb i Sydafrika. I hvert fald ikke så vidt jeg ved, siger Lars Obel.

 

Innovative Ingredients beskæftiger 13 ansatte og råder ifølge Danisco over et effektivt blandingsanlæg og et bagerilaboratorium og kan således tilbyde kunderne i området et højt serviceniveau og en engageret udviklingsindsats. Det sydafrikanske marked for bagerienzymer er det femtestørste i verden.

 

Den nuværende ejerkreds vil ifølge aftalen fortsætte sit arbejde i virksomheden.

 

Aftalen forventes at træde i kraft i midten af august 2007. Det er herefter planen, at Daniscos eksisterende salgskontor i Cape Town bliver slået sammen Innovative Ingredients for herved at skabe et stærkt grundlag for den fremtidige vækst i området.

 

- Ved at forene Daniscos enzym- og emulgatorteknologi med Innovative Ingredients’ lokalkendskab og kompetente og højt specialiserede medarbejdere kan vi skabe en endnu bedre platform for at udvikle nye produkter og understøtte vores stadigt voksende kundebase i området, siger Lars Obel.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )