Danfoss-datter i rædselsdyk

De amerikanske investorer smider Sauer-Danfoss-aktien fra sig i dagens amerikanske handel.

De dårlige nyheder regner ned over Danfoss-datterselskabet Sauer-Danfoss.

Virksomheden offentliggjorde tidligere på dagen et katastrofalt regnskab, der blandt indeholdt en nedjustering og yderligere planer om at fyre, og det straffer investorerne nu.

Aktien, der er noteret på børsen i New York styrtdykker og ligger kl. 15.50, altså kl. 9.50 i New York på kurs 4,94, et fald på hele 14 procent fra gårsdagens lukkekurs på 5,75.

Sauer-Danfoss er blevet voldsomt hårdt ramt af finanskrisen og måtte tidligere på året afskedige i omegnen af 3.000 medarbejdere. Det har dog ikke været tilstrækkeligt, og regnskabet for andet kvartal afslørede en omsætning i frit fald.