Dagens aktietip - tirsdag

Spar Nord Bank styrket ud af krisen.

Læs mere
Fold sammen

Et enkelt tal i Spar Nord Banks halvårsregnskab gør dette regnskab bemærkelsesværdigt. Spar Nord oplyser nemlig som den første betydende bank sit individuelle solvensbehov, og det er en meget vigtig ændring i informationspolitiken, som flere banker forhåbentlig tilslutter sig.

Alle banker oplyser deres solvensprocent, som ifølge et lovkrav skal være mindst otte procent, og den ligger oftest et pænt stykke derover. Så det lyder jo beroligende. Men deri tages ikke hensyn til de konkrete risikoforhold, som gør sig gældende for den enkelte bank, og som kan betyde, at kravet til den konkrete bank faktisk kan ligge væsentligt over de otte procent.

Den officielle solvensprocent er derfor tæt på værdiløs til andet end at sprede en – måske fejlagtig – ro hos aktionærerne, hvis ikke den sættes i forhold til det bagvedliggende individuelle krav. Altså det individuelle solvensbehov, som ingen hidtil har villet oplyse.

Solide banker som Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank har dog på det seneste antydet, at deres individuelle solvensbehov ligger væsentligt under lovkravet, men nu går Spar Nord altså forrest og sætter et tal på. Det individuelle solvensbehov for Spar Nord Bank oplyses til 7,6 procent.

Denne beslutning lægger dels et øget pres på de øvrige banker, som fortsat holder kortene tæt ind til kroppen omkring dette tal – og dermed i værste fald vildleder deres aktionærer. Dels giver den oplysningen om Spar Nords solvensprocent på 15,0 en helt ny værdi. For nu kan den officielle solvensprocent sættes i forhold til et relevant tal, og dermed cementerer den Spar Nords position som en solid bank med et stærkt kapitalgrundlag.

Den position har man brugt til at erhverve udvalgte dele af de kollapsede banker, Roskilde Bank og Fionia Bank, og dermed udnytter Spar Nord krisen til at styrke sit fundament med henblik på en stærk startposition, når næste opsving går i gang.