Dagens aktietip - onsdag

Aktietip. Nedskrivning på vej i Danionics.

Danionics skuffede endnu engang med mangel på nye ordrer, som kan skabe en lønsom produktion. Salget skal øges meget markant for at skabe break even, og vi tror, at det tidligst vil ske i løbet af første halvår 2008.

Med kun én måned tilbage af regnskabsåret forventer vi ikke positive overraskelser i dette regnskabsår. Var der løbet store ordrer ind i oktober eller november måned, var dette blevet nævnt i det senest offentliggjorte regnskab for 3. kvartal.

Med andre ord er det også meget sikkert, at der kommer en nedskrivning af ejerandelen i det kinesiske joint venture. Dette vil antageligt udløse et større underskud, og den umiddelbare reaktion herpå vil være et kursfald.

Ligesom i de seneste kvartalsregnskaber er der mange positive signaler om kommende ordrer, men ikke noget konkret om vigtige gennembrud. Vi ser fortsat mulighed for, at aktien kan blive meget spændende på sigt. Men i første omgang holder vi os på sidelinien, og afventer mere konkrete meldinger om gennembrud.

I regnskabet skriver selskabet om en konkret og krævende potentiel kunde: ”En anden betydelig potentiel kunde, som er blandt verdens største på sit felt, har vist interesse for Danionics` batterier. For at kunne komme i betragtning måtte fabrikken i Shenzhen bestå en krævende og omfattende auditering. Den potentielle kunde sendte et team af specialister ud fra et uafhængigt selskab, der er eksperter i sådanne auditeringer. Efter tre dage fik Danionics at vide, at fabrikken havde bestået auditeringen. Specialisterne havde meget begrænsede forbedringsforslag. Det næste skridt bliver en diskussion om leverancer” hedder det.

Danionics er en af aktiemarkedets lottoaktier, som kan give den helt store gevinst. Men også ende som en nitte.