Dagens aktietip - fredag

De »politisk korrekte« aktier.

Det virker måske underligt at betegne Vestas som en alternativ aktie, eftersom den hører til blandt de absolut største og mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs.

Men set i forhold til de traditionelle aktier i industri-, service- og finanssektoren er vindmøllerne anderledes. Ikke mindst fordi der er tale om en »politisk korrekt« branche, hvilket kan påvirke markedsforholdene for de bagvedliggende selskaber.

Det bør man være opmærksom på i forbindelse med Vestas, som på kort sigt kan blive presset hårdt. De store ordrer, som koncernchef Ditlev Engel varslede efter 1. kvartalsregnskabet, lader vente på sig, og vi anser det for meget sandsynligt med en nedjustering op til regnskabet for 2. kvartal.

Med de seneste måneders kursfald er der allerede delvist taget højde for en nedjustering. En større nedjustering kan dog kortsigtet udløse et markant kursfald, da det vil skabe mistillid til Ditlev Engel.

Det vigtige er nu at »time« sit køb optimalt, og det kan meget vel indebære, at man afventer en eventuel nedjustering før eller i regnskabet for 2. kvartal.

En anden alternativ aktie er Novozymes, hvor koncernchef Steen Riisgaard har været ude med en melding om, at koncernen er parat med fremstilling af 2. generationsethanol i 2010 – til samme priser som 1. generationsethanol.

Også her spiller det »politisk korrekte« en rolle, og Novozymes-aktien kan være et godt bud på en langsigtet vinder på det danske aktiemarked, hvis man vurderer risiko i forhold til kurspotentiale. Aktien har holdt sig nogenlunde stabilt under det seneste års aktienedtur, og det virker, som om der er en usynlig hånd under aktien.

Selv om der aflægges skuffende kvartalsregnskaber, som skræmmer kortsigtede investorer væk, kommer de langsigtede investorer hurtigt på banen som købere for at udnytte kursfaldet. Derfor kan Novozymes på sigt være en rimeligt sikker havn, hvis aktiemarkederne igen ryger ud i en større nedtur.

Aktieugebrevet.