Dækkongens triste afsked med livsværket

Arbejdet med at finde nye investorer til den kriseramte dækkoncern, Genan, er i fuld gang efter en højdramatisk uge i selskabet. Stifteren af Genan, 71-årige Bent A. Nielsen, beskrives som en ivrig iværksætter, der glemte at se sig tilbage i jagten på vækst.

For ikke så forfærdelig mange måneder siden blev han udelukkende beskrevet som den idérige iværksætter bag den grønne vækstkomet Genan. Han var manden, der havde bygget verdens største koncern for genbrug af dæk op fra grunden og skabt en miljøvenlig vækstvirksomhed, der havde succes med at tænke stort.

Den seneste tid er der imidlertid kommet mange oplysninger frem, der tilføjer en række knap så flatterende beskrivelser til Bent A. Nielsens renommé som dansk dækkonge.

Den 71-årige stifter af Genan overdrog hårdt presset sine aktier i virksomheden til selskabets anden hovedaktionær, pensionskassen PKA, der føler sig ført bag lyset af Bent A. Nielsen og nu overvejer, om forløbet skal have et retligt efterspil.

Mistænkt for at sminke regnskabet

PKA, der har bogført et tab på 830 mio. kr. på investeringen i Genan, mener, at selskabets regnskaber er blevet sminket, og pensionskassen har undervejs i forløbet erklæret sig »chokeret« over selskabets reelle tilstand.

Selskabet har i denne uge med stor forsinkelse afsluttet et regnskab med voldsomme nedskrivninger og korrektioner af tidligere regnskaber. Det nye regnskab retter op på flere markante fejl, herunder en række angiveligt meget forkerte værdiansættelser i de interne handler i Genan-koncernen.

Sagen om Genan begyndte at rulle, da Jyllands-Posten sidst på foråret skrev en række artikler, der satte alvorlige spørgsmålstegn ved Genans økonomiske situation og selskabets regnskaber. I denne uge kom PKAs kæmpe tab frem i offentligheden, og det hele kulminerede i torsdags med aftalen om, at PKA overtager alle aktier fra Bent A. Nielsen for en ukendt købssum, og at der nu skydes gang i en »restrukturering af selskabets finansielle forhold.«

Bent A. Nielsen får hermed et trist farvel til den virksomhed, som han ellers for få måneder siden i Jyllands-Posten vurderede var ved at »smadre konkurrenterne.«

Bent A. Nielsen begyndte at bearbejde kasserede bildæk i Viborg i 1990, mens han sideløbende var i fuld gang med at sælge nye bildæk gennem et andet selskab, Viborg Gruppen. I 2002 solgte han Viborg Gruppen til franske Michelin for 2,3 mia. kr., mens der blev skruet op for ambitionerne i det andet selskab, Genan, der bl.a. fremstillede gummigranulat af de kasserede bildæk. Med udgangspunkt i to fabrikker i Viborg og Berlin voksede Genan, og i 2007 gik PKA ind som storinvestor i selskabet.

Tidligere i år stod Bent A. Nielsen i spidsen for den officielle åbning af verdens største fabrik til genbrug af dæk i Houston i USA, og selskabet har ad flere omgange skruet op for kapaciteten i Tyskland.

Stopper ikke op

Genans bestyrelsesformand siden juni i år, Jens Kampmann, der har kendt Bent A. Nielsen i snart 25 år, beskriver både Genan-stifteren som en »gudsbenådet iværksætter« og som en leder, der »måske ikke altid stopper nok op og vurderer den bane, han har forladt.«

Hvad er hans største faglige mangler?

»Han er en meget visionær iværksætter, men den voldsomme ekspansion i selskabet koster og kræver finansiering. Så har jeg næsten svaret på spørgsmålet,« siger Jens Kampmann.

Han er sikker på, at det har gjort ondt på Bent A. Nielsen at forlade livsværket.

»Der er slet ingen tvivl om, at Bent Nielsen er meget trist over hele forløbet. Han har skabt to store virksomheder med Genan og Viborg Gruppen, men jeg tror, at han betragter Genan som det store livsværk. Viborg Gruppen er mere traditionel. Hans livsværk lever videre, men han havde uden tvivl forestillet sig selv at være en større del af livsværket fremover,« siger Jens Kampmann.

Berlingske Business har talt med flere folk i dækbranchen, der alle beskriver Bent A. Nielsen som en visionær og meget entreprenant person. Samtidig beskrives han alle steder som en meget privat person, og han er generelt ikke meget for at udtale sig til pressen.

En rigtig bestemmertype

Flere kilder beskriver samtidig Bent A. Nielsen som en meget bestemt leder, der selv ville have kontrol med alle dele af virksomheden. Det er en beskrivelse som Jens Kampmann godt kan genkende.

»Det er i hvert fald rigtigt, at han er en bestemmertype. Han efterlader ingen tvivl om, hvem der er chefen,« siger han.

Efter den højdramatiske uge skal Genan-ledelsen nu sammen med bankerne lave en ny forretningsplan og finde nye investorer, der kan nedbringe PKAs ejerandel af selskabet, der nu ligger på omkring 97 procent. Jens Kampmann fortæller, at han den seneste tid har fået mange henvendelser fra potentielle investorer.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Bent A. Nielsen.