Coronavirus koster Mærsk 33 mia. kroner i værdi: »Det er en billig aktie«

Mærsk har fået prygl på aktiemarkedet og faldt torsdag under 7.000 kroner. Aktien er nu dykket 20 pct., efter at coronavirussen har spredt frygt for, at den globale økonomi vil komme ned i gear.

Coronavirussen har ført til en række fabrikslukninger i Kina, og det betyder, der skal sejles færre varer rundt i verden. Det rammer Mærsk hårdt.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Amanda Perobelli/Reuters/Ritzau Scanpix

Coronavirussen har ramt aktiemarkedet bredt de seneste dage, men særligt for Mærsk har frygten for en verdensomspændende pandemi kostet dyrt.

Siden 19. februar er aktien dykket 20 pct. og bliver nu handlet i en kurs på cirka 6.910 kroner – det laveste niveau siden oktober 2018. Torsdag alene faldt aktien knap seks pct. Samlet betyder det, at Mærsks markedsværdi på blot en uge er faldet 33 mia. kroner fra 172 mia. kroner sidste onsdag til nu 139 mia. kroner.

Til sammenligning er det bredere danske eliteindeks, C25, i samme periode »kun« faldet otte pct. De seneste store fald er kommet, efter at coronaudbruddet har bredt sig til Europa, hvor det første danske tilfælde blev bekræftet torsdag. Over weekenden steg antallet af smittede i Italien betydeligt, og flere områder i Norditalien er nu lukket ned. Tidligere spredte virussen sig primært i Kina.

»Selv om Mærsk allerede har indregnet coronavirus i sin prognose for 2020, kan en sådan spredning til resten af verden og flere fabriksnedlukninger betyde, at prognosen skal endnu længere ned. Og det er det, investorer frygter på nuværende tidspunkt,« siger Mikkel Emil Jensen, der er aktieanalytiker i Sydbank.

Større fald i vente

For Mærsk har det stor betydning, hvad der sker med udbredelsen af virussen. Containerrederiet Maersk Line har omkring 75.000 kunder, som tæller alt fra de største detailkæder, bilproducenter, elektronikgiganter til de store modehuse.

Mange får deres varer fremstillet i Kina og transporteret af Mærsk til de amerikanske og europæiske forbrugere. Efter de kinesiske fabrikker har droslet produktionen ned for at inddæmme sygdommen, har der været færre containere at sejle med.

I sidste uge brugte Søren Skou, topchef i Mærsk, lang tid på at tale om virussen i forbindelse med, at virksomheden præsenterede sit årsregnskab. Mærsk-topchefen understregede, at det lige nu er meget svært at spå om, hvilken betydning virussen vil få for virksomhedens indtjening.

Derfor er det ifølge aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen også for tidligt at hoppe ind i Mærsk-aktien igen. Han har en »hold«-anbefaling i øjeblikket og siger, at aktien nemt kan falde yderligere, hvis der kommer flere dårlige nyheder om coronavirussen.

»Jeg bliver nødt til at få mere afklaring om, hvordan coronavirussen rammer Mærsk, før jeg ændrer min anbefaling. Så kan det godt være, at jeg går glip af nogle procenter ved ikke at ramme helt på bunden,« siger Mikkel Emil Jensen.

»Coronavirus er bare én af de ting, som Mærsk har at kæmpe med i 2020. Der er også kommet nye brændstofkrav, der betyder, at brændstofudgifterne kan stige op imod 14 mia. kroner i 2020. Det er en regning, der skal sendes videre til kunderne, og i en periode, hvor skibene har svært ved at komme ind i havnene (pga. coronavirus, red.), og der er et overudbud af skibe, kan det blive svært. Så det er en selvforstærkende effekt i et år, der allerede var udfordrende,« fastslår Sydbank-analytikeren.

Billig aktie nu

Frans Høyer, aktieanalytiker hos Handelsbanken, mener også, at coronavirussen har skabt en masse usikkerhed om Mærsk-aktien, men er mere positiv. Han fastholder derfor sin »købs«-anbefaling.

»Jeg kan da godt se, at coronavirus kommer til at give noget disruption og mangel på laster og udstyr. Der kan komme til at blive mangel på containere, for de sidder jo i Kina nu og kommer ikke ud af flækken. Det kan give nogle overraskende effekter, og der kan sagtens komme mangel på toplinjeindtægter, som kommer til at gøre en del skade i første og måske andet kvartal,« siger han.

»Men jeg synes, det er en billig aktie, og der er nogle positive perspektiver. Man skal i hvert fald ikke sælge, når den lige er faldet så meget, og man kan godt være bekendt at sige, at den er i køberterritorium nu,« mener Frans Høyer.

Han vurderer også, at det værste er ved at være regnet ind i kursen, efter at markedsværdien er faldet 33 mia. kroner den seneste uge.

»Så meget skade kommer coronavirussen i hvert fald ikke til at gøre,« siger Frans Høyer.

Andre transportvirksomheder har også fået tæv på børsen på grund af virusfrygten. Rederiet Torm er faldet 14 pct. den seneste uge, mens tranportgiganten DSV Panalpina og rederiet Norden begge er dykket 13 pct.