Conferize tager børsraketten med stigning på 200 pct.

De cirka 1200 investorer, som forleden valgte at tegne aktier i børsdebutanten Conferize til 8 kr. per aktie, har indtil videre gjort en usædvanlig god forretning.

Alene tirsdag stiger aktien 67 pct. til 25 kr., og i forhold til tegningskursen er der nu dermed tale om en stigning på 212 pct. på tre dage. På et tidspunkt tirsdag var kursen endda helt oppe at runde 37 kr.

Aktien har tirsdag formentlig fået medvind af udtalelser af storaktionæren Lars Kolind, som i et interview med Børsen taler om muligheden for en 100-dobling, og at Conferize kan blive det nye Skype, som godt nok var i en anden branche, men hurtigt øgede sine værdi til milliarder.

Hos Nordnet peger investeringsøkonom Per Hansen nu på, at aktien er ramt af spekulationsfeber, og at der er risiko for en kortsigtet negativ overraskelse. Da han skrev sin kommentar, lå aktiekursen tirsdag over 100 pct. højere op til kurs 37.

»Aktuelt er kursen blevet fordoblet i dag og firedoblet siden emissionen og endda lidt mere til. Faren er, at nogen køber en kortsigtet drøm, som ikke ender med at kunne opfyldes,« skriver Per Hansen i et notat.

Conferize driver en platform henvendt mod konferencer, der giver deltagere, arrangører og talere et fælles digitalt rum til at netværke og dele viden.

Hvis det med tiden imidlertid viser sig, at selskabet rammer softwareguldåren, så kan det blive værdifuldt, og så er "the sky the limit", vurderer Per Hansen.