Coloplast stiger 5,6 pct. efter regnskab

Aktiekursen i Coloplast fik medvind af regnskabet for fjerde kvartal i det forskudte regnskabsår 2014/15, som blev offentliggjort tirsdag middag.

Foto: Emil Hougaard. CEO i Coloplast, Lars Rasmussen.
Læs mere
Fold sammen

Aktien ligger umiddelbart efter regnskabet til en stigning på 5,6 pct. til 511 kr. mod 482 kr., inden regnskabstallene blev kendt.

Og det er reaktionen på, at Coloplast kom lidt bedre ud af fjerde kvartal af sit forskudte regnskabsår 2014/15 end ventet blandt analytikerne, der får aktien til at stige.

Medicokoncernen omsatte for 3621 mio. kr. mod 3214 mio. kr. i samme periode sidste år. Analytikere havde ventet et salg på 3611 mio. kr., ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Bundlinjen skæmmes af en hensættelse på 3 mia. kr., som Coloplast annoncerede i forbindelse med en nedjustering i slutningen af september. Dermed fik medicokoncernen et underskud på 1422 mio. kr. Det skal sammenlignes med et overskud på 841 mio. kr. sidste år og forventninger om et tab på 1473 mio. kr. blandt analytikerne.