Coloplast ser stabil ud trods nedjustering

Selvom Coloplast har måttet foretage en nedjustering som følge af udfordringer i Storbritannien og USA, så bør det ikke få konsekvenser, når man kigger lidt længere ud i horisonten, vurderer Sydbank.

Sådan lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, der følger Coloplast som senioranalytiker i Sydbank, efter at det danske medicoselskab tirsdag har sænket forventningerne til både salget og indtjeningen i det nuværende regnskabsår.

Medicoselskabet har fortsat udfordringer i selskabets britiske home care-forretning, Charter, mens den såkaldte kroniske forretning i USA er presset af, at det amerikanske justitsministerium har indledt en undersøgelse af sektorens kampagneaktiviteter.

»Jeg synes ikke, at situationen afspejler store strukturelle ændringer for Coloplast, når vi kigger lidt længere frem. Selskabet vil formentlig være i stand til at få den britiske forretning tilbage på sporet, og så må vi se selvfølgelig se på resultatet fra det amerikanske justitsministerium«, siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Coloplast-aktien falder omkring 10 pct. oven på nedjusteringen, og det skyldes ifølge Søren Løntoft Hansen, at der er meget høje forventninger til selskabet på både den korte og lange bane.

»Coloplast-aktien afspejler generelt nogle meget positive scenarier, og hvis vi ser bort fra i år, så har vi ikke været til nedjusteringer. Så nu når de kommer ud og nedjusterer, så får aktien nogle stryg«, siger Søren Løntoft Hansen.

Det var kendt, at det amerikanske justitsministerium havde iværksat en undersøgelse, men selskabet havde ikke oplyst, hvad den konkret handlede om.

Søren Løntoft erkender, at det på lidt længere sigt vil kunne påvirke væksten negativt, hvis Coloplast bliver pålagt nogle nye krav i forhold til kampagner på det amerikanske marked.

»Det kan potentielt set dæmpe væksten i USA, hvor Coloplast blandt andet har meget fokus på den forbrugervendte forretning, så ændringer i måden man markedsfører, kan påvirke væksten«, siger Søren Løntoft Hansen.

»Når det er sagt, så skal man huske på, at eventuelle ændringer også vil påvirke konkurrenterne«, siger han.

Coloplasts forventninger lyder nu på en organisk salgsvækst på omkring 7 pct. og en overskudsgrad i faste valutakurser på 32 pct. i regnskabsåret 2014/2015.

Tidligere ventede medicoselskabet en salgsvækst på 8-9 pct. og en overskudsgrad på 34 pct.