Coloplast gør klar til nye opkøb og investeringer

Danske Coloplast er i gang med en oprustning, der skal gøre virksomheden klar til fremtidige investeringer i nye markeder.

Foto: Sarah Christine Nørgaard. Coloplast gør klar til nye opkøb og investeringer(Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix 2017)
Læs mere
Fold sammen

Det skriver Dagbladet Børsen.

Den udmelding kom i første omgang i den seneste strategijustering, hvor Coloplast løsnede den økonomiske livrem for at kunne investere mere i vækst.

Ifølge Michael Pram Rasmussen, bestyrelsesformand i Coloplast, vil den danske plastvirksomhed fremover kunne reagere hurtigere, hvis en interessant opkøbsmulighed skulle melde sig.

»Nogle gange dukker der en interessant forretningsmulighed op, og nu har vi åbnet for at kunne reagere uden spændetrøje, fordi vi har opnået bevægelsesfrihed, i forhold til det vi har sagt, at vi vil gøre,« siger Michael Pram Rasmussen til Dagbladet Børsen.

Coloplast's nye opkøbsstrategi er tidligere blevet kritiseret af den schweiziske storbank UBS, der mener, at virksomhedens sats er indledningen på et kapløb med rivalerne, der ikke kan vindes. En kritik som bestyrelsesformanden ikke er enig i.

»Det er jo det, der hedder konkurrence. Sådan er det. Det er et vilkår. Hvis man prøvede at melde sig ud, fordi man er bange for, at konkurrenterne reagerer, så kommer vi jo bagerst,« siger Michael Pram Rasmussen.

Før den nye strategi, der blev offentliggjort i forbindelse med årsregnskabet i starten af november, var selskabets mål at levere en indtjeningsvækst på 0,5-1,0 pct.point om året frem mod 2020.

Nu er målsætningen ændret til at levere en overskudsgrad på "over 30 pct.", og dermed lover selskabet nu ikke længere en årlig vækst i indtjeningen.

Coloplast har et mål om, at omsætningen skal vokse organisk mellem 7-9 pct. hvert år frem mod 2020.