Coloplast er agterlanterne i negativt C20

Sidste uges konstante stigninger i det toneangivende danske C20 Cap-indeks er denne uge blevet afløst af indeksfald, hvor Coloplast ligger på den mindre flatterende position som agterlanterne.

Tirsdag middag omkring klokken 11.45 ligger C20 Cap i indeks 582,4 eller 0,3 pct. lavere end mandag.

Coloplast-aktien er hidtil steget samtlige handelsdage i juli, men tirsdag tyder det på, at den gode trend stopper. Aktien falder 2,3 pct. til 339 kr. per aktie, blandt andet efter at Nordea har anbefalet at sælge ud af aktier i selskabet.

- Vi mener, at det er tid til at hjemtage gevinst i aktien, der er dyrt prisfastsat. Der skal ikke meget til at sende aktien ned, skriver Nordea tirsdag og nævner fire risikomomenter:

- Udsigt til yderligere offentlige besparelser i Frankrig og USA, svære markedsbetingelser i Sydeuropa, tegn på svag lønsomhed og nye retssager i USA hen over sommeren, hvor flere kvinder har lavet et gruppesøgsmål mod Coloplast og andre producenter, da de angiveligt har taget skade af selskabernes produkter, skriver banken.

I den pæne ende af C20 Cap ligger medicinalselskaberne Lundbeck og Novo Nordisk uden særlige selskabsspecifikke nyheder. Lundbeck stiger omkring 1,5 pct. til 113,5 kr. per aktie, mens Novo Nordisk løftes cirka 0,3 pct. 932,5 kr. per aktie.

FLSmidth stiger 0,7 pct. til 272,8 kr. i dagens handel. Rio Tinto har produceret mere i andet kvartal end ventet i markedet og har hævet sine forventninger til hele årets produktion.

Mineselskabet producerede 61,3 mio. tons jernmalm i andet kvartal, hvoraf selskabets egen andel endte på 51,8 mio. ton, et stykke over forventningerne om en produktion på 51,2 mio. ton ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News. Selskabets forventninger til produktionen af kobber er hævet fra 540.000 ton til 565.000 ton.

På den mere negative front har verdens tredjestørste guldproducent, Anglogold, nedjusteret sine forventninger til 2013. Anglogold venter nu at producere 4 til 4,1 mio. troy ounce guld mod tidligere 4,1 til 4,4 mio. Samtidig øjnes en nedskrivning på 2,2 til 2,6 mia. dollar. Nedskrivningen begrundes i faldende guldpriser.

TDC-aktien svækkes med omkring 0,2 pct. på en dag, hvor selskabet ellers har offentliggjort en kontrakt med Københavns Kommune, der potentielt kan give 100 mio. kr. i kassen hos telekoncernen.

Noget kunne dog tyde på, at sidste uges historie om, at EU-Kommissionen er på vej med en total afskaffelse af roaminggebyrer fortsat spøger. Mandag vurderede Berenberg, at roaminggebyrerne står for 5 pct. af omsætningen og op til 10 pct. af driftsresultatet for europæiske teleselskabers mobilforretninger.

Også Vestas falder. Den tyske konkurrent Nordex har hentet en ordre i USA på 45,6 megawatt. Vindmølle-aktien koster 93,1 kr. og falder dermed 0,3 pct.

Uden for C20 stiger Genmab 1,2 pct. til 181,2 kr. Det sker, efter at den amerikanske føderale appeldomstol har afvist anmodningen fra Genentech og Biogen Idec om en ny høring i sagen om patentkrænkelse vedrørende Genmabs Arzerra. Afgørelsen kan dog ankes.

Genentech og Biogen Idec lagde oprindeligt sagen an i 2010 imod Glaxosmithkline (GSK), som er Genmabs partner i forbindelse med salg af Arzerra. De to selskaber mente, at Arzerra krænkede et patent, som dækker metoder til behandling af kronisk lymfatisk leukæmi (CLL) med CD20-antistoffer. GSK afviste påstanden om krænkelse og hævdede, at patentet var ugyldigt og ikke kunne håndhæves.

/ritzau/FINANS