Centralbankchef ser lavere risiko for britisk recession

Den britiske centralbankchef Mark Carney siger nu, at risikoen for en recession er blevet reduceret i forbindelse med tiltag fra Bank of England, BoE.

Foto: POOL. Carney afviser i en høring onsdag, at han overdrev konsekvenserne af et nej til fortsat medlemskab - det såkaldte brexit - op til den britiske folkeafstemning den 23. juni.
Læs mere
Fold sammen

Samtidig afviser Carney i en høring onsdag, at han overdrev konsekvenserne af et nej til fortsat medlemskab - det såkaldte brexit - op til den britiske folkeafstemning den 23. juni.

Det skriver Bloomberg News.

Han siger, at han er "komfortabel" med advarslerne fra centralbanken forud for afstemningen.

I den seneste tid er der kommet ganske solide nøgletal fra den britiske økonomi. Og tidligere onsdag fik det flere økonomer fra storbankerne i City of London til at ændre på deres forudsigelser omkring en recession i britisk økonomi i kølvandet af brexit. Flere banker venter nu vækst i årets tredje kvartal, skrev den britiske avis The Independent tidligere onsdag.

I kølvandet af brexit-afstemningen 23. juni stod banker og økonomer ellers nærmest i kø for at nedgradere vækstforventningerne til den britiske økonomi. Mange forudså en umiddelbar effekt på to kvartaler med negativ BNP-vækst, hvad der betegnes som en teknisk recession.

»Vi har revideret vores vækstforudsigelser fra en skarp nedgang og recession til en lille nedgang, der akkurat undgår en teknisk recession,« oplyste storbanken Morgan Stanley til The Independent.