Carlsberg: Scottish & Newcastle optrapper juridisk krig

Scottish & Newcastle, der med næb og kløer kæmper for sin selvstændighed, har atter en gang optrappet kampen mod de to overtagelsesbejlere, Carlsberg og Heineken.

Denne gang er det på den juridiske front, Scottish & Newcastle (S&N) slår igen.

Ifølge avisen Times har advokater, der repræsenterer S&N, sendt et brev til såvel Carlsberg som Heineken, hvori S&N advarer de to bryggerier mod at bruge nogen som helst forretningsmæssige oplysninger om guldægget Baltic Beverages Holding (BBH), som S&N ejer ligeligt med Carlsberg, i forhold til udarbejdelsen af et egentligt købstilbud.

Ifølge Times skal brevet fra advokaterne ses som et modsvar til det brev Carlsberg for nyligt sendte til ledende S&N-repræsentanter, der truede med retslige følger, hvis der blev lækket nogen oplysninger om de fremtidige indtjeningsudsigter for det baltiske bryggeri. Netop S&N har slået til lyd for, at deres aktionærer har ret til at få disse oplysninger, nu da Carlsberg og Heineken planlægger et egentligt købstilbud på det skotske bryggeri.

For nylig udtalte den administrerende direktør for S&N, John Dunsmore, at Heineken havde gjort sig indirekte skyldig i misbrug af fortrolig information om BBH alene ved at gå sammen med Carlsberg om et købstilbud.