Carlsberg mister baltisk topchef

Tomas Kucinskas, chef for Carlsbergs baltiske aktiviteter stopper. Topchefen står umiddelbart ikke til at få en afløser, men det er ganske naturligt, siger analytiker. ”Carlsberg forsøger at få mere effektivitet i den baltiske drift,” lyder det.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Carlsbergs bryggeriaktiviteter i Estland, Letland og Litauen må sige farvel til deres topchef. Tomas Kucinskas, der siden 2004 har været chef for Carlsberg Baltic-divisionen stopper, men fortsætter i bestyrelsen for de tre bryggerier, der udgør Carlsberg baltiske ben.

Ifølge Carlsberg skyldes afskeden med Kucinskas, at han ønsker at ”drosle ned”. Ifølge Jens Houe Thomsen, analytiker i Jyske Bank, kan divisionschefens afsked dog ses som et led i den strømlining og restrukturering Carlsberg gennemfører i de baltiske lande.

”Den baltiske division er mindre effektiv end eksempelvis den russiske, og så er det ganske naturligt, at man trimmer ledelseslagene. Hvis Carlsberg i højere grad gennemfører best practise og excellenceprogrammer på et mere operationelt plan bliver behovet for, at der sidder en oppefra lokalt og beslutter også det mindre. Der er formentlig mange beslutninger, der er truffet fra hovedkontoret.”

Ny ambassadør?
Carlsbergs baltiske division, der omfatter bryggerierne Svyturys-Utenos Alus i Litauen, Aldaris in Letland og Saku i Estland har længe bakset med faldende salg, som følge af en voldsom nedgang i landenes økonomier og forøgelse af afgifterne.

Derfor meddelte den danske bryggerigigant allerede i andet kvartal af 2008, at man ville slanke den baltiske organisation ved at afskedige 124 ansatte og reducere hovedkvarteret.

Ifølge flere baltiske medier er den nu tidligere Carlsberg-chef Tomas Kucinskas, blevet nævnt som kandidat til posten som Litauens nye ambassadør i Storbritannien.