Carlsberg høvler 5,0 mia. kr. af gælden

Carlsbergs nettogæld udgør nu 40,8 mia. kr. mod 45,8 mia. kr. ved udgangen af første kvartal. Hermed går gældsafviklingen efter planen.

Foto: Scanpix
Den gældsplagede danske bryggerigigant understreger, at der ikke er behov for yderligere refinansiering i en række år efter to vellykkede obligationsudstedelser i maj.

Den store milliardgæld er bl.a. et resultat af sidste års rekordopkøb af britiske Scottish & Newcastle. Carlsberg finansierede delvist det 57 mia. kr. store opkøb ved en gigantisk aktieemission, som indbragte godt 30 mia. kr., og delvist ved at øge gælden

Den store milliardgæld har været en af årsagerne til, at Carlsberg-aktien kom under voldsomt pres, da finanskrisen var på sit højeste. Markedet har nemlig været bekymret over, hvad det vil betyde for Carlsbergs med bankerne, hvis man ikke kunne følge de oprindelige planer for gældsafviklingen og indtjeningen. Frygten er, at der kan blive behov for en dyr refinansiering.

Indtil videre er bekymringerne dog gjort til skamme, og Carlsbergs refinansiering er gået efter planen. Ved sidste års halvårsregnskab lå gælden på 47,4 mia. kr., mens renterne ifølge Berlingske Business' oplysninger lå på omkring 230 mio. kr. om måneden.