Carlsberg hilser krav fra Takeover Panel velkommen (NY)

Myndigheden Takeover Panel, der overvåger markedet for fusioner og opkøb i Storbritannien, skruer nu bissen på over for Carlsberg og Heineken. Senest den 21. januar 2008 skal de to bryggerigiganter komme med et officielt bud på Scottish & Newcastle (S&N). Ellers skal selskaberne helt droppe enhver snak om overtagelse i mindst et halvt år. Det fremgår af en meddelelse mandag fra Takeover Panel, som bliver hilst velkommen af Carlsberg.

- Det er ikke kun os, der skal gøre op med os selv, om vi vil komme med et bud eller droppe det. Det er også op til bestyrelsen for Scottish & Newcastle at gøre deres regnestykke op. Synes de fortsat, at de skal lade være med at diskutere tingene med os, eller synes de, når det kommer til stykket, at vores tilbud på 750 pence faktisk er attraktivt, når man tager i betragtning, at kursen i dag er 720, og at den før rygterne opstod den 29. marts i år var på 531, påpeger pressechef Jens Peter Skaarup over for RB-Børsen.

Han mener, at S&N nu må kaste den følelsesladede retorik væk og se realiteterne i øjnene.

- Det er vores tro, at de godt kan se, at det er et godt tilbud, vi har givet dem. Jo tættere, man kommer på en målstreg, jo mere bliver man også nødt til at se bort fra følelser og den slags og se på de kolde realiteter, fortsætter Jens Peter Skaarup.

Dermed henviser han til, at skotterne hidtil kategorisk har afvist at forhandle med Carlsberg og Heineken om en overtagelse. En afvisning, der blev gentaget mandag.

Afgørelsen fra Takeover Panel kan vise sig at være mere ubehagelig for S&N, mener analytiker Jens Houe Thomsen fra Jyske Bank.

- John Dunsmore (chefen for S&N, red.) har været ude og sige, at det er et spørgsmål om pris, men nu skal han måske forholde sig konkret til den samme pris, som det hele tiden har været konsortiets hensigt at byde, siger Jens Houe Thomsen.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )