Carlsberg garanterer russisk vækst

Mens konkurrenterne sakker agterud på det vigtige og profitable russiske marked, forventer Carlsberg fortsat fremgang.

Foto: Scanpix. Carlsberg afviser, at den danske bryggerigigant vil følge konkurrenterne og komme med faldende salgstal fra det vigtige russiske marked.
Læs mere
Fold sammen
Rusland vil fortsat være et vækstmarked. Sådan lyder løftet fra Carlsberg topchef Jørgen Buhl Rasmussen, der afviser, at den danske bryggerigigant vil følge konkurrenterne og komme med faldende salgstal fra det vigtige russiske marked.

Senest måtte konkurrenten SABMiller melde om et fald i salget i Rusland på hele 22 procent i fjerde kvartal. Men det kommer ikke til at ske, når Carlsberg i februar er klar med årsregnskabet, lover administrerende direktør i Carlsberg, Jørgen Buhl Rasmussen.

”Vi har haft en flad udvikling i salget i fjerde kvartal, og vi kan slet ikke genkende de tal, som SABMiller har offentliggjort. Vi er sikre på, at væksten i Rusland vil holde sig på tre til fem procent om året som en trend. Sidste år og måske også i år bliver det fladt, men det kommer igen,” siger Jørgen Buhl Rasmussen til Jyllands-Posten.

Vundet markedsandele
Topchefen vil ikke gå i yderligere detaljer med de kommende tal, men løfter dog sløret for, at SABMillers tilbagegang kan blive en gevinst for Carlsberg.

”Hvis hele SABMillers tilbagegang alene ikke skyldes dårlig lagerstyring, så er der meget, der tyder på, at vi har vundet markedsandele,” siger han til Jyllands-Posten.

Carlsbergs russiske bryggeri Baltika sidder i dag på omkring 38 procent af det russiske ølmarked, der hidtil er blevet beskrevet som et veritabelt guldæg grundet de voldsomme vækstrater, der har præget markedet.