Carlsberg fyrer 150 i Danmark

Carlsberg skiller sig af med 150 medarbejdere i Danmark. Bryggeriet har indledt forhandlinger med de faglige organisationer.

Læs mere
Fold sammen
Ikke kun danske medarbejdere rammes. I Baltikum skal 124 medarbejdere fyres, efter at 80 blev afskediget i november.

Topchef Jørgen Buhl Rasmussen udtaler i fondsbørsmeddelelsen, at fyringerne er på linje med Carlsbergs strategiske mål om at forbedre effektiviteten.

- Med disse initiativer fortsætter vi det, som vi allerede har igangsat i vore selskaber i Frankrig, Storbritannien og Italien. Forandringerne er drevet af de specifikke markedsudviklinger, som varierer meget fra land til land. Men overordnet bestræber vi os på proaktivt at accelerere vores effektiviserings-bestræbelser i forhold til både timing og omfang, fordi vi forudser en fremtidig markedsudvikling med større usikkerhed og flere risici, siger Buhl Rasmussen i en kommentar.

I Norge har Ringnes vedtaget en række initiativer, der indebærer markante reduktioner af bemandingen og omkostningerne og nye og mere effektive måder at arbejde på, oplyser Carlsberg. Forandringerne skyldes, at produktionen forventes at falde i 2009 på grund af højere afgifter på ikke-alkoholiske drikkevarer. Men formålet er også generelt at være forberedt på at kunne svare igen på den usikre situation.

I Baltikum fyrer Carlsberg 124 personer oven i de 80, der måtte forlade virksomheden i november. Det skete efter en voldsom nedgang i landenes økonomier og forøgelse af afgifterne.

- Ændringerne, der fokuserer på kommerciel effektivitet og value management, gennemføres i alle tre baltiske lande og på alle niveauer. Det vil resultere i en meget enkel organisation med en betydelig reduktion af hovedkontoret for Carlsberg Baltic, skriver Carlsberg.